Kongelige30. oktober 2021

Kronprinsesse Mary sætter fokus omskæringer

Piger og kvinders rettigheder var i fokus under kronprinsessens og udviklingsministerens tur til Burkina Faso
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har sammen med kronprinsesse Mary besøgt det vestafrikanske land Burkina Faso.

De er på vej hjem sent fredag aften, efter at de landede sent onsdag aften.

Under turen er det kvinder og pigers rettigheder, der har været på dagsordenen, hvilket ifølge Flemming Møller Mortensen har været et ønske fra både hans og kronprinsessens side.

Det oplyser ministeren til Ritzau.

Han fortæller, at der stadigvæk sker omskæringer af piger, selv om det er gjort forbudt ved lov. Mange piger bliver også gift i en tidlig alder, ligesom der også foregår kønsbaseret vold i landet.

Sammen med kronprinsessen har han besøgt centre og institutioner i hovedstaden Ouagadougou. Her har de talt med unge mennesker, men også hørt kvinder fortælle om eksempelvis at være blevet voldtaget og efterfølgende ikke kan få lov til at få foretaget en abort.

- Og vi har hørt omkring små piger, der med deres bedstemødre bliver inviteret med til familiekomsammen, siger Flemming Møller Mortensen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211030-013942-l-1920x1279we.jpg
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

- Og så viser det sig, at det, der skal ske, er, at pigerne skal omskæres og sætter sig i en lang række, og så bliver indgrebet foretaget, selvfølgelig mod pigernes ønske.

- Så det er klart, at der er nogle kulturelle bindinger, og nogle forståelser i de ældre generationer af burkinerne, som vi fra dansk side rigtig gerne vil hjælpe med, at de unge generationer får et opgør med.

Danmark skal sikre, at der er et "reelt uddannelsestilbud" til de unge, og i den forbindelse "sætte alle instrumenter i gang for at få så god en udvikling som overhovedet muligt".

- Det er et spørgsmål om, at vi prøver både at bruge den humanitære hjælp, men også den mere langsigtede udviklingshjælp, siger ministeren.

Under rejsen har han og kronprinsesse Mary også besøgt den burkinske præsident, Roch Marc Christian Kaboré.

Præsidentens kone, Sika Bella Kaboré, er "en af frontløberne på piger og kvinders rettigheder" i landet, fortæller Mortensen.

- De er progressive i forhold til lovgivning på piger og kvinders rettigheder. Danmark har langsigtede udviklingsprogrammer i Mali, Niger og Burkina Faso på samlet omkring en halv milliard kroner om året.

Derudover har Danmark et regionalt freds- og stabiliseringsprogram på omkring 167 millioner kroner i perioden 2018 til 2022.

I 2020 gav Danmark 82 millioner kroner i humanitær bistand til Burkina Faso, Mila og Niger.

På grund af sikkerhedsmæssige årsager er besøget først offentliggjort ved afslutningen af rejsen.

Sponsoreret indhold