Kronprinsesse Mary ny præsident for Verdensnaturfonden i Danmark

Foto: Hanne Juul

Kronprinsesse Mary er blevet udnævnet som præsident for Verdensnaturfonden i Danmark. Det oplyser Verdensnaturfonden ifølge TV 2 i en pressemeddelelse.

Med præsidentposten følger hun efter sin svigerfar Prins Henrik, der havde titlen fra 1972 frem til sin død for to år siden, og det var i sin tid prinsen, er var med til at grundlægge den danske afdeling af WWF. 

- De projekter, som WWF Verdensnaturfonden arbejder med over hele verden, er vigtige i bestræbelserne på at bevare vores skove, koralrev og mangfoldige dyreliv, og det er afgørende, at vi i fællesskab finder nye løsninger på, hvordan mennesker kan leve i balance med naturen, udtaler kronprinsesse Mary i pressemeddelelsen. 

Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, glæder sig over, at kronprinsesse Mary nu står i front for organisationen med det velkendte pandalogo. 

- Kronprinsessen har en eminent evne til at bygge bro mellem beslutningstagere, erhvervsliv og borgere, og hun kan om nogen være med til at skabe vigtige vedvarende forandringer, udtaler han.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close