
Kronprins Christian fylder 19 år: Derfor bliver årets fejring meget anderledes end sidst

LÆS OGSÅ: Danskerne er tossede med prins Christian: Så mange så hans første tale
Den danske kronprins Christian kan tirsdag fejre sin 19-års fødselsdag.
Det bliver dog på ingen måde en fejring i stil med den, der blev lagt for dagen sidste år.
Kronprinsen er nemlig fortsat på et længerevarende ophold i det østlige Afrika, og det er unægteligt noget andet sammenlignet med det store gallataffel, som dronning Margrethe arrangerede for sit barnebarn.
Det var nemlig sidste år, at prins Christian havde fornøjelsen af at hilse på en lang række unge inviterede gæster fra hele landet.

Intet mindre end 200 unge fra hele rigsfællesskabet var inviteret til at deltage i fejringen, der foregik på Christiansborg Slot.
Det var også til denne fest, at prinsen fik mulighed for at levere sin første store tale. En tale, der blandt andet blev kaldt "genial" af kommunikationsekspert Anna Thygesen.
– Han talte jo som en 18-årig til en 18-årig. Det var det ene budskab. Det andet var hans meget tydelige italesættelse af, at han skal være konge en dag. Det husker jeg ikke, kronprins Frederik være så tydelig omkring, lød det blandt andet fra Anna Thygesen om talen sidste år.

Og det bliver altså ikke noget med et smuttur hjem til Danmark i forbindelse med dette års fødselsdag.
Christian er nemlig på sin første længere udlandstur uden sine forældre, kong Frederik og dronning Mary. En udlandstur, der blev skudt i gang i september, og som forventes at vare helt frem til december.
Tidligt tirsdag morgen har det danske kongehus markeret kronprinsens store dag med en hilsen fra de varme lande.
- Kronprinsen opholder sig for tiden i det østlige Afrika og fejrer derfor dagen under varmere himmelstrøg, lyder det i opslaget, der viser en kortklippet kronprins med et stort smil.
Se kongehusets opslag her:
