Kongelige28. maj 2025 (opd. 28. maj 2025)

Kronprins Christian afslutter sin værnepligt i Slagelse

Kronprinsen er færdig som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse

Sådan kom kronprinsen igennem strabadserne

Kronprins Christian afslutter onsdag sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Det oplyser kongehuset på Instagram og sender samtidig en hilsen til alle værnepligtige.

- Alle skal med rette være stolte af en gennemført værnepligt - det skaber respekt. Ved familiedagen i marts på Antvorskov Kaserne havde vi fornøjelsen af at møde flere af de værnepligtige og deres familier.

- Vi ønsker alle et stort tillykke med den aftjente værnepligt, skriver kongeparret på kongehusets Instagram-profil.

Kronprinsen begyndte at aftjene sin fire måneder lange værnepligt i februar.

Til august begynder kronprins Christian på løjtnantsuddannelsen. Uddannelsen til løjtnant varer et år med en efterfølgende periode med praktisk tjeneste som delingsfører.

Som løjtnant i Forsvaret får man muligheden for at virke som leder, instruktør, faglærer, skydeleder og underviser for soldaterne.

Kronprinsen går dermed i sin fars fodspor.

Kong Frederik aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde i 1986.

To år efter den daværende kronprins Frederiks værnepligt blev han udnævnt som løjtnant af reserven og blev i den forbindelse delingsfører ved Gardehusarregimentet, der dengang hørte til i Næstved.

Foruden kong Frederiks militære uddannelse ved Den Kongelige Livgarde er han også uddannet frømand ved Frømandskorpset.

Kronprinsens oldefar, Frederik IX, gik på Søværnets Kadetskole og blev senere kontreadmiral.

Også kronprinsens onkel, prins Joachim, har gennemført en militær lederuddannelse og er i dag forsvarsattaché ved den danske ambassade i Washington.

Sponsoreret indhold