Kongelige17. april 2024

Kongeparret fortsætter forårstradition på Fredensborg Slot

Kong Frederik og dronning Mary vil blive mødt af flag, når parret skifter residens til Fredensborg Slot i maj
Kongehuset bekræfter, at Mary og Frederik fortsætter forårstradition.
Kongehuset bekræfter, at Mary og Frederik fortsætter forårstradition.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary vil den 2. maj skifte residens til Fredensborg Slot, hvor kongefamilien vil bo i de følgende måneder.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Kongeparret fortsætter dermed traditionen for at bruge det nordsjællandske slot som residens i sommerhalvåret, hvilket også dronning Margrethe igen i år gør.

Hun har allerede skiftet residens til Fredensborg Slot.

Det gjorde hun efter et påskeophold på Marselisborg Slot i Aarhus.

Når kong Frederik og dronning Mary ankommer til Fredensborg den 2. maj klokken 17, vil de blive modtaget med flag og sang.

Det er Fredensborg Slotskirkes Pigekor og Fredensborg Brass Ensemble, der skal levere musikken.

Kongefamilien skal ikke bo på selve Fredensborg Slot, men derimod i Kancellihuset.

Huset var kongeparrets primære residens frem til 2010.

Sponsoreret indhold