Kongelige10. januar 2024

Kongehuset bekræfter: Kronprins Frederik fik beskeden 28. december

Først den 28. december blev kronprins Frederik informeret om dronningens planer
Først den 28. december blev kronprins Frederik informeret om dronningens planer
Først den 28. december blev kronprins Frederik informeret om dronningens planer
 Foto: Hanne Juul

Først den 28. december - tre dage inden dronningens nytårstale - blev kronprins Frederik informeret om hendes planer om at abdicere.

Det bekræfter kongehuset over for Berlingske.

- Jeg kan bekræfte, at dronning Margrethe informerede både kronprinsen og prins Joachim om beslutningen den 28. december, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til avisen.

Hun ønsker derimod ikke at oplyse, hvornår hoffet og statsminister Mette Frederiksen (S) fik besked om planerne. Kun "at det har været med meget kort tilløb".

Det er heller ikke kendt af offentligheden, hvornår dronningen traf beslutningen om at overlade tronen til sin søn.

Der har siden hendes udmelding om at træde tilbage været spekuleret i, hvem der vidste hvad og hvornår.

Flere medier har allerede beskrevet, hvordan statsministeren i sidste øjeblik var nødt til at skrive sin nytårstale om på grund af abdikationen. Talen holdt hun den 1. januar.

Derudover var Peter Bjerre Rosa, der stod for at lave underteksterne til dronningens nytårstale på DR, også blevet informeret om det historiske øjeblik.

Det skete blot halvanden time inden talen, har han fortalt.

På søndag - den 14. januar - bliver kronprinsen officielt udråbt som Danmarks konge.

Kongehuset har lagt en stram tidsplan for dagen.

Først på eftermiddagen forlader kronprinsparret Amalienborg for at sætte kursen mod Christiansborg Slot.

Det samme gør dronningen - dog i et andet køretøj.

Selve tronskiftet indtræder i Statsrådet, i det øjeblik dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation.

Kort efter vil kong Frederik træde ud på balkonen på Christiansborg Slot. Her proklameres tronskiftet, hvorefter han siger sine første ord befolkningen som landets regent.

Sponsoreret indhold