Kongelige4 timer siden (opd. 3 timer siden)

Kongehuset afslører: Sådan fejres kong Frederiks fødselsdag

Den 26. maj fylder kongen 57 år og i den anledning vil kongen, sammen med familien, træde frem på balkonen på Frederik VIII's Palæ for at blive fejret
Kong Frederik vil sammen med familien træde frem på balkonen på Frederik VIII's Palæ, når han fylder 57 år 26. maj.
Kong Frederik vil sammen med familien træde frem på balkonen på Frederik VIII's Palæ, når han fylder 57 år 26. maj.
 Foto: Hanne Juul

Når kong Frederik fylder 57 år mandag 26. maj, vil han sammen med sin familie træde frem på balkonen på Frederik VIII's Palæ for at blive fejret af befolkningen.

Det sker klokken 12.00.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Traditionen med at vinke fra balkonen fører kongen videre fra sin mor, dronning Margrethe.

- Publikum inviteres til at tage del i fejringen af kongen på Slotspladsen. I den forbindelse vil politiet guide publikum på pladsen, når der kort før klokken 12.00 gennemføres stort vagtskifte ved Den Kongelige Livgarde, skriver kongehuset.

Frederik VIII's Palæ er ét af fire palæer, der udgør Amalienborg. Det er den kongelige families residens i København.

Kongeparret overtog palæet af starten i 2010, da de var kronprinspar. Det skete efter en gennemgribende indvendig og udvendig restaurering, der tog sin begyndelse i 2004.

Palæet fungerer i dag som kongeparrets private bolig med administrative og repræsentative funktioner.

I anledningen af kongens fødselsdag bliver det også muligt at sende digitale hilsner til kongen på kongehusets hjemmeside.

Sidste år var kongens første fødselsdag som ny regent.

Som traditionen byder på regentens fødselsdag, vil Livgarden være iført røde gallauniformer.

Den røde uniformsfarve kan ifølge kongehuset føres tilbage til cirka 1660.

Til daglig vagttjeneste er Livgarden i en mørkeblå uniform, der blev indført som feltuniform i 1848.

To uger efter kongens fødselsdag finder en anden begivenhed sted, som efterhånden er blevet en tradition i anledning af fødselsdagen, nemlig motionsløbet Royal Run.

Det første Royal Run blev afholdt i 2018 i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag.

Årets løb finder sted på 2. pinsedag, som ligger den 9. juni. I år kommer kongen selv til at løbe i Ribe og Horsens.

Der er udsolgt af startnumre til Royal Run 2025 i alle fem værtsbyer.

Man kan løbe tre forskellige distancer: en mil, som svarer til cirka 1,6 kilometer, fem kilometer og ti kilometer.

Sponsoreret indhold