Kongelige17. december 2020

Kongehuset ændrer jule- og nytårsplaner på grund af corona

Også i kongefamilien tager man nu forholdsregler som følge af den seneste udvikling i coronasmitten i Danmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kns03125_0.jpg
 Foto: Keld Navntoft

Julen i år bliver for mange noget ganske andet, end hvad de er vant til.

Ligesom det er tilfældet for mange danskere, vil man også i kongehuset kunne mærke, at coronaen har et fast greb om højtiden.

Dronning Margrethe og kronprins Frederik vil ikke komme til at holde juleaften sammen i år.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Dronningen holder juleaften på Marselisborg Slot sammen med prins Joachim og prinsesse Marie samt deres børn.

I mellemtiden holder kronprins Frederiks familie jul sammen på Amalienborg i Frederik d. 8. Palæet.

I år skulle Margrethe have fejret juleaften på Schackenborg Slot, men i stedet bliver det altså til en tur til Aarhus.

Nytårskuren, som var planlagt 4. januar på Chritiansborg Slot, er desuden aflyst, men dronningen vil dog holde nytårstalen som planlagt.

Først 80-års, nu jul

Da dronning Margrethe tidligere i år fyldte 80 år, var det ligeledes under en relativ tung dyne af coronaaflysninger og ændringer i planerne.

- Min fødselsdag blev ikke, som jeg havde forestillet mig, men jeg er taknemmelig for den, som den blev, lød det fra dronning Margrethe, der dog heller ikke lagde skjul på, at hun havde set frem til festlighederne, der endte med ikke at blive til noget, sagde hun i sin fødselsdagstale i april.

Alligevel var hun overvældet af alle de opfindsomme og hjertevarme hilsner i en mærkværdig tid.

- Jeg har altid glædet mig over at kunne fejre min fødselsdag. At kunne mærke, helt bogstaveligt, den hjertevarme stemning, der strømmer mig i møde på selve dagen. Det har altid betydet noget ganske særligt for mig.

Sponsoreret indhold