Kongelige25. september 2025

Kong Harald bryder tavsheden efter prinsesse Märtha Louises skandaledokumentar

For første gang kommenterer Kong Harald offentligt på stormen omkring prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts Netflix-dokumentar
Kong Harald reagerer nu på Netflix-dokumentaren om Märtha Louise og Durek Verrett.
Kong Harald reagerer nu på Netflix-dokumentaren om Märtha Louise og Durek Verrett.
 Foto: Carina Johansen/AFP/Ritzau Scanpix

Der gik ikke længe, før spørgsmålet pressede sig på, da Kong Harald onsdag trådte frem i offentligheden for første gang siden premieren på prinsesse Märtha Louise og Durek Verretts kontroversielle Netflix-dokumentar "Rebel Royals: An Unlikely Love Story".

Anledningen var egentlig festlig – WWF’s 55-års jubilæum i Oslo – men stemningen fik hurtigt et alvorligt skær, da kongen blev konfronteret med den storm af kritik, der er blæst op omkring datteren.

Og for første gang satte han ord på familiens reaktion.

– Vi må jo leve videre, så dette skal vi prøve at gøre noget ved gennem samtaler. Vi fortsætter samtalerne med dem. Jeg tror, de er mere på linje med os, end det ser ud til, sagde den 88-årige konge til den fremmødte presse. Det skriver SE og HØR Norge.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-09-25/20250408-210211-3-1920x1280web.jpg
Norske kong Harald sætter for første gang ord på datterens Netflix-dokumentar. (Arkivfoto)
 Foto: Fredrik Varfjell/Reuters/Ritzau Scanpix

I dokumentaren går Durek Verrett hårdt til kongeparret. Han beskriver deres første møde som akavet og fjendtligt, hvor han følte sig dømt på sit tøjvalg – en kimono og cowboystøvler.

Han fortæller, at kongeparret “hadede” hans outfit, og at næsten alt, hvad han gjorde, blev stemplet som forkert.

Kongen lagde ikke skjul på, at han har set filmen, men ønskede ikke at dele sin vurdering:

– Jeg har set filmen, men jeg tror, andre må bedømme indholdet, lød det kort.

At titlen som prinsesse er blevet et varmt emne i debatten, afviste han dog:

– Titlen er ikke et tema foreløbigt, fastslog han.

SE og HØRs norske kollegaer har tidligere skrevet om, hvordan man har foretaget målinger, hvor intet mindre end 84,7 procent af de adspurgte mener, at Märtha Louise bør fratages sin prinsessetitel – en opbakning, der placerer kongehuset i en særdeles prekær situation.

Kong Harald forsøgte at slå bro frem for at lægge afstand:

– Vi er enige om, at der skal være et skel mellem deres virksomhed og vores virksomhed, og det skal vi prøve at løse gennem samtaler, sagde han.

Rebel Royals: An Unlikely Love Story

Sponsoreret indhold