Annonce
Kongelige3 timer siden (opd. 2 timer siden)

Kong Frederik og dronning Mary hædrer ofre for sovjetisk undertrykkelse i Estland

Kongeparret lagde lys ved mindesmærket for de tusinder af estere, der mistede livet under sovjetisk herredømme
Af: Ritzau

Kongeparret i Estland

Annonce

Fire små lys er sat for foden af et flere meter langt og højt monument i Estlands hovedstad, Tallinn, til ære for de estere, der mistede livet eller blev deporteret som følge af sovjetisk undertrykkelse i perioden 1940-1991.

De fire lys er sat af det estiske præsidentpar, Alar Karis og Sirje Karis, og kong Frederik og dronning Mary, der er på statsbesøg i landet.

Estland mistede, hvad der svarer til hver femte indbygger, som følge af Sovjetunionens besættelse af landet frem til 1991.

Det er netop det, monumentet er til ære for. Det blev opført i 2018 og syner også stadig nyt med sorte granitplader, hvor ofrenes navne er indgraveret.

Lige ved siden af, adskilt af en smal række træer, står et andet monument, der synligt ikke er blevet lige så vedligeholdt i mange år.

Annonce

Det er et monument, der er rejst af sovjetterne til ære for sovjetiske faldne under Anden Verdenskrig.

Kong Frederik og dronning Mary besøgte kun monumentet til ære for de estiske ofre, som går under navnet Mindesmærket for kommunismens ofre, hvilket også står på siden af de sorte granitplader.

Estere skelner som sådan ikke mellem kommunismen som ideologi og Sovjetunionen og Rusland.

Annonce

Statsbesøget til Estland og senere Litauen sker, samtidig med at Kongeriget Danmark mere eller mindre kæmper mod en trussel fra vest.

Kongeparret er dermed rejst til Østersølandene og væk fra Danmark, hvor debatten om Grønlands ret til selvbestemmelse og kongerigets suverænitet er rykket i forgrunden.

Men selv om det er to forskellige geografiske retninger og to forskellige politiske fortællinger, er der ét fælles princip, som også præger statsbesøgene.

Annonce

Retten til selvbestemmelse og suverænitet - uanset størrelse.

Det har Charlotte Flindt Pedersen, der er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, sagt tidligere inden besøgene.

Besøgene har også til formål at genbekræfte de lange og tætte relationer mellem Danmark og Estland.

Danmark har stærke historiske bånd til alle tre baltiske lande og etablerede første gang diplomatiske forbindelser i 1921.

Annonce

Danmark anerkendte aldrig den sovjetiske annektering af de baltiske lande og var i august 1991 blandt de første til at genetablere diplomatiske relationer efter de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen.

Annonce

Sponsoreret indhold