Kongelige17. januar 2024

Kong Frederik forklarer sit valgsprog

For første gang sætter kong Frederik nu ord på valgsproget, han løftede sløret for på balkonen søndag
Kong Frederik giver nu danskerne indblik i tankerne bag "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark".
Kong Frederik giver nu danskerne indblik i tankerne bag "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark".

Det var vigtigt for kong Frederik X at omfavne hele rigsfællesskabet i det valgsprog, der skal være med til at sætte rammerne for hans tid som landets nye regent.

Det forklarer han i en ny bog med titlen "Kongeord", der er udkommet fredag.

- Både inden for Danmarks grænser og i rigsfællesskabet er vi forbundne og forpligtet på tværs af forskelle til aktivt at engagere os i styrkelsen af et bæredygtig og ansvarligt fællesskab, siger han i bogen.

Søndagens proklamation af tronskiftet blev på balkonen på Christiansborg Slot afsluttet med ordene "Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark".

Det kaldes et valgsprog. I over 500 år har danske monarker haft sådan et.

- Jeg ønsker at markere, at vi som mennesker er forbundne - til hinanden, til vores kristne tro og til vores fælles historie.

- At vi er forpligtet gennem vores fællesskab til at tage vare på hinanden og understøtte hinandens forskelligheder til gavn for et rigt kollektiv, siger han videre.

Bogen er blevet til i samarbejde med forfatteren Jens Andersen. Den er 112 sider lang.

Kongen er siden søndagens tronskifte blevet kritiseret for, at Gud ikke er blevet nævnt direkte i valgsproget.

Men som det fremgår ovenfor, er det nævnt indirekte i form af "vores kristne tro".

- Nogen vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner Gud eksplicit i mit kongeord, men for mig indgår Gud i forestillingen om at være "forbundne", siger kongen i bogen.

- Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro, siger han videre.

I bogen taler kong Frederik også om sit forhold til Danmarks kongerække samt til danmarkshistorien og kristendommen.

Derudover forholder han sig også til sit eget livsforløb.

Sponsoreret indhold