Kong Charles bekræfter: Sådan skal England blive fuldstændig røgfri

Hvert år skal alderen for, hvor gammel du skal være for at købe cigaretter i England, hæves. Målet er at gøre England fuldstændig røgfri.
Rishi Sunak, der er landets premierminister, har tidligere italesat problemet, som kongen nu bekræfter, der skal gøres noget ved.
– Vi er nødt til at håndtere den største og fuldstændig forebyggelige årsag til dårligt helbred og død, lød det tidligere fra Rishi Sunak.
I dag skal man være 18 år for at købe cigaretter i England, men hvis de nye planer bliver til virkelighed, så bliver det aldrig lovligt for unge, der i dag er 14 år, at købe cigaretter, selv om de fylder 18 år. Hvert år vil aldersgrænsen nemlig blive sat op.
Det betyder, at det til sidst vil blive ulovligt for alle at købe cigaretter.
Et lignende forslag har også været på tale i Danmark, hvor man ville gøre unge født efter 2010 røgfrie.
Men ifølge EU-regler må medlemslandene ikke forbyde eller begrænse markedsføring af tobak, og det har altså stået i vejen for regeringens røgfrie planer.
– Det er på den baggrund Sundhedsministeriets vurdering, at et forbud mod salg af tobaks- og nikotinprodukter til personer født i 2010 eller senere vil forudsætte en ændring af tobaksvaredirektivet, lød det i et folketingssvar i april 2022 fra den daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
England er ikke længere en del af EU, derfor er det muligt at indføre forbuddet.
Forbuddet bliver indført, hvis der er flertal af stemmer, når der er afholdt afstemning i parlamentet.