Kongelige14 timer siden

Kong Charles bar sørgebind under sin fødselsdagsfejring: Her er forklaringen

Begivenheden blev overskygget af flytragedien i Indien – kongefamilien viste sorg på balkonen

Tragedie overskyggede kongelig fejring

LÆS OGSÅ: Kong Charles lever på lånt tid

Det, der skulle have været en festlig fejring af kong Charles’ kommende fødselsdag, blev i år en meget anderledes begivenhed.

Den traditionsrige "Trooping the Colour"-parade blev nemlig gennemført i skyggen af en tragedie.

Kun to dage før paraden styrtede et passagerfly ned i den indiske by Ahmedabad.

Flyet var på vej til London, og blandt de 241 omkomne var over 50 briter.

Paraden begyndte i år derfor med ét minuts stilhed til ære for de omkomne. Langs The Mall stod over 1000 soldater klar i solen, men stemningen var meget afdæmpet.

Kong Charles fejret i London 14. juni 2025
 Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Kong Charles og flere familiemedlemmer valgte samtidig at bære sort sørgebind.

- Som en markering af respekt for de omkomne, familierne i sorg og alle berørte samfund, bad kongen om ændringer i programmet for "Trooping the Colour", lød det fra en talsperson for Buckingham Palace.

Kong Charles, der dog først fylder 77 i november, inspicerede de militære styrker til hest.

Han blev senere set på balkonen flankeret af dronning Camilla og kronprinsparret William og Kate samt deres tre børn - George, Charlotte og Louis - da de sammen overværede det store luftshow fra balkonen på Buckingham Palace.

Kong Charles fejret i London 14. juni 2025
 Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

Camilla og børnene bar ikke sørgebind, i modsætning til kongen selv, prins William, prinsesse Anne og prins Edward.

- Jeg er dybt chokeret over de forfærdelige hændelser, har kongen tidligere udtalt om ulykken i Indien.

Han har desuden udtrykt sin "dybeste medfølelse" med de berørte familier.

Sponsoreret indhold