Kongelige17. december 2020

Kong Carl Gustaf vækker opsigt med udtalelse om corona-håndteringen i Sverige

Den svenske konge har udtalt sig om den svenske corona-strategi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega449275_002.jpg
 Foto: MEGA

Sveriges 74-årige konge trækker netop nu overskrifter, fordi han har udtalt sig om coronakrisen i Sverige.

Det er i tv-programmet "Året med kungafamiljen" på SVT, at kong Carl Gustaf lader ordene falde.

- Jeg ser det som, at vi er mislykkedes. Vi har et stort antal, der er døde, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under, lyder det fra kongen.

I Sverige er over 7.800 personer døde med coronavirus. Da det i foråret stod klart, at verden stod over for en pandemi, valgte Sverige at holde samfundet relativt åbent, mens mange andre lande lukkede ned.

- Det svenske folk har lidt kolossalt under svære forhold. Ikke at kunne tage afsked med sine familiemedlemmer... Jeg tror, det er en tung og traumatisk oplevelse ikke at kunne tage en varm afsked, fortæller kongen yderligere i tv-programmet.

Men kongens udtalelse er ikke faldet i god jord. I hvert fald ikke hvis man spørger Johan T Lindwall, der er chefredaktør på Svensk Damtidning.

- At kongen, i sin rolle som landets overhoved, går ud og kritiserer regeringens beslutning, er meget unik. Det nærmeste, vi kommer, er tsunamien i 2004, lyder det fra chefredaktøren, der henviser til, at kongen i et interview med et svensk medie sagde, at det var bedre at gøre lidt end slet ikke at gøre noget. Dermed sendte han en gevaldig stikpille til daværende statsminister i Sverige Göran Persson.

Hans kritik bakkes op af en svensk juraprofessor og en politisk reporter på SVT.

Sponsoreret indhold