Sælger ud af royalt arvegods: Komtesser på spanden

Sælgere på rad. Fra venstre er det 46-årige Camilla af Rosenborg, 43-årige Feodora af Rosenborg og 46-årige Josephine af Rosenborg til Feodoras barnedåb af datteren Caroline-Mathilde – opkaldt efter trekløverets oldemor, som stolt bar familiediademet i 1944.

Sælgere på rad. Fra venstre er det 46-årige Camilla af Rosenborg, 43-årige Feodora af Rosenborg og 46-årige Josephine af Rosenborg til Feodoras barnedåb af datteren Caroline-Mathilde – opkaldt efter trekløverets oldemor, som stolt bar familiediademet i 1944.

(Foto: Thomas Laursen)

Royale fans med hang til glitter og glamour kan godt begynde at slikke sig om munden, for sidst på måneden er der mulighed for at opgradere smykkeskrinet med noget helt særligt.

Her sætter komtesserne Camilla, Josephine og Feodora et enestående arvestykke under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det royale arvestykke – et safirdiadem – var oprindelig en gave fra den russiske zar til dronning Alexandrine og kong Christian 10. til deres bryllup i 1898.

– Historien gør diademet fantastisk. Det har været så længe i kongefamilien, og nu bliver det sat til salg.

– Det er jo helt utrolig sjældent. Dernæst er det et russisk smykke, og før revolutionen i 1917 var de russiske juvelerer altid berømte for høj kvalitet og det helt overdådige, siger Bruun Rasmussens chefekspert i russisk kunst, Martin Hans Borg, til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dette milliondyre safirdiadem – som er en gave fra den russiske zar helt tilbage i 1898 – kommer nu under hammeren hos Bruun Rasmussen, efter at komtesserne har valgt at sælge ud af arvesølvet. (Foto: Bruun Rasmussen)

Dårlig økonomi

Diademet er vurderet til mellem 1,5 og to millioner kr., og med interesse fra rige udlændinge ryger arvestykket formentlig for altid ud af Danmark.

Det passer ikke kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen.

– De sletter jo næsten 100 års historie her. De har truffet en svær beslutning, for det er ikke noget, man gør i den slags familier.

– I gamle dage tog kongefamilien smykker med på flugt og solgte dem kun, hvis de var i livsfare. Salget er et tegn på, at de er pressede, siger Jakobsen om den ultrasjældne begivenhed, at royale smykker bliver sat til salg for menigmand.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Forbindelsen til Amalienborg bliver tyndere og tyndere for komtesserne. (Foto: Claus Poulsen)

De tre komtesser er i forvejen i periferien af det danske kongehus, men med afsætningen af det kongelige safirdiadem står Camilla, Josephine og Feodora til helt at miste den sidste rest af forbindelse til Margrethe og co.

– Det udvander den familiefølelse, der måtte være tilbage.

– Margrethe kan ikke lide det her. Selvfølgelig har de lov til det, men enten er familiefølelsen væk, eller også har økonomien det dårligt, lyder analysen fra Søren Jakobsen, og det er ekspertkollega Sebastian Olden-Jørgensen enig i.

– Jeg mindes ikke at have set det før.

– Det er sjældent. De må have brug for pengene, og måske er diademet så fornemt, at det ikke længere er relevant for komtesserne, siger historikeren.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Dronning Margrethe, 78, kan ikke lide det her diademsalg, lyder vurderingen fra kongehusekspert Søren Jakobsen. (Foto: Elfelt)

Raser på nettet

Det forestående salg af deres oldemors bryllupsgave har da også fået folk til tasterne på Facebook med kommentarer som ”burde bevares i kongefamilien”, ”det er dansk kulturarv” og ”de må være på spanden, siden de sælger ud”.

De tre komtesser har alle helt almindelige job – blandt andet arbejder Camilla af Rosenborg som gulvvært hos høreapparatvirksomheden Widex.

Hverken Josephine, Camilla eller Feodora ønsker at udtale sig om det forestående hammerslag, men hos Bruun Rasmussen er man naturligvis henrykte over at få lov at sælge det russiske diadem.

– Jeg synes, det er en god vurdering, men jeg håber, det går højere.

– Det kan sagtens blive budt op. Jeg formoder, at der kommer bud fra Rusland. Bare det at have et diadem på auktion er også sjældent, siger Martin Hans Borg.

Find din favorit kendis her:

Fra forsiden
Close