Kilde: Prins Joachim har det bedre

Prins Joachim, 51, blev fredag opereret for en blodprop i hjernen.

Prins Joachim, 51, blev fredag opereret for en blodprop i hjernen.

Foto: Thomas Laursen

Joachim er i bedring.

Det oplyser en kilde med kendskab til prinsens tilstand til SE og HØR. Ifølge oplysningerne kan Joachim både bevæge arme og ben, og han kan tale. 

Han er efter omstændighederne ved godt mod.

Fredag blev den 51-årige prins opereret for en blodprop i hjernen. Blodproppen kommer i slutningen af prinsens ferie på kongefamiliens vinslot, Chateau de Cayx, nær byen Cahors i den sydfranske region, Occitanie.

De seneste uger har prins Joachim befundet sig på slottet omgivet af sin kone, prinsesse Marie, 44, og sine børn, Nikolai, 20, Felix, 18, Henrik, 11 og Athena, 8.

SE og HØR mødte Joachim og Marie mandag i sidste uge og interviewede prinsen og prinsessen i den lille by, Luzech, tirsdag. Parret var i godt humør, og de virkede afslappede. De vandrede i den smukke natur ved slottet, og hentede morgenbrød ved bageren i den lille by.

Joachim og Marie i sidste uge i Sydfrankrig.

SE og HØR interviewede parret tirsdag i sidste uge i Sydfrankrig.

Interviewet med parret kan læses i fuld længde i printudgaven af SE og HØR på onsdag.

Onsdag i denne uge var det Felix' 18-års fødselsdag, og i den anledning havde han selv ønsket, at familien skulle være samlet på Cayx. Derfor fløj grevinde Alexandra, 56, til Sydfrankrig, og hele familien fejrede, at Felix nu er myndig.

Joachim har været under hårdt pres det seneste år. I vinteren 2019 oplyste han, at han var blevet optaget på den fine, franske militærakademi, Ecole Militaire i Paris, og at han derfor flyttede med familien til den franske hovedstad. I juni 2019 fraflyttede parret så deres knap 600 m2 store villa på Emiliekildevej i Klampenborg for at rykke til et af de finere arondissementer i Paris.

Men uddannelsen i Paris var hård. Prinsen måtte sidde på skolebænken seks ud af ugens syv dage, og det efterlod meget lidt tid til at slappe af. Samtidig rasede en apanagedebat i Danmark, fordi det står i grundloven, at kongelige ikke kan flytte til udlandet og beholde årpengene.

I juni 2020 kom det så frem, at Joachim havde fået titel af brigadegeneral og job som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris. Det betyder, at familien bliver i Frankrig de næste tre år. Men inden Joachim skulle begynde på det nye job i september, var det planen at nyde sommeren i helt rolige omgivelser på Cayx med familien.

Det blev der sat en stopper for, da han fredag blev syg og indlagt.

Kongehuset har på nuværende tidpunkt ikke flere detaljer om prinsens tilstand og fremtid i Frankrig.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close