Kongelige6. juni 2022

Kæmpe galleri: Her løber de kongelige børn med københavnerne

Den yngre del af kongefamilien havde en fest sammen med de tusindvis af andre danskere, som ville løbe i deres selskab

De bedste billeder fra Royal Run 2022

Mens kronprins Frederik og kronprinsesse Mary hver for sig løb med i Royal Run i Aalborg og Kolding, løb deres børn - prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine - en mil sammen med københavnerne.

De fire søskende startede løbet med tommel-op-tegn og smil klokken 12.40, hvor familier, der skulle løbe en mil, startede. Prins Christian med et kamera på maven, så turen kunne dokumenteres.

Efter de cirka 1,6 kilometers løb, kunne prinserne og prinsesserne fremvise de medaljer, alle deltagere får, når de har gennemført enten en mil, fem kilometer eller ti kilometer.

Deres mor - kronprinsesse Mary - skrev på det sociale med Instagram, at hun kiggede med, mens hun ventede på at tage videre til næste løb i Næstved.

Igen i år var der deltagerrekord i Royal Run. Over 90.000 mennesker løb eller gik i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København og på Bornholm.

De kastede sig ud i distancerne en mil, fem kilometer eller ti kilometer.

Royal Run blev startet i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Og det er fjerde gang, løbet bliver afholdt, da coronapandemien i 2020 gjorde, at det ikke kunne afvikles.

Over en tredjedel af søndagens løbere har ikke deltaget i et motionsløb før. Det fortæller Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand for idrætsorganisation DGI.

Sponsoreret indhold