Kongelige8. august 2019

James Middleton i terapi: Ofte er det nemmere at tale med hunde end mennesker

Hertuginde Kates lillebror James Middleton har sin hund med til terapi, fordi han føler, det ofte er nemmere at tale med hunde end med mennesker
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega377041_001.jpg
 Foto: MEGA

Man siger ofte, at hunden er menneskets bedste ven. I hvert fald for hundemennesker. Og det må man sige, at James Middleton er.

Hertuginde Kates lillebror er nemlig så glad for hunde, at han faktisk synes, de er nemmere at tale med, end mennesker er.

Iværksætteren, der har stiftet et skumfidusfirma, døjer med nogle mentale udfordringer, og derfor går han i terapi, hvor han altid har en af sine mange hunde, Ella, med. Hun er spaniel og James' favorit.

- Helt fundamentalt ved jeg inderst inde, hvor meget hundene har hjulpet mig. Jeg synes, det er nemmere at tale med hunde, end det nogle gange er at tale med mennesker, siger James Middleton i et interview med Evening Standard.

James Middleton begyndte at tale om sine psykiske problemer i januar i år, en måned før det blev afsløret, at hans firma producerede nazi-skumfiduser efter bestilling. Der har ikke været nogen opdateringer på slikskandalen, men James Middletons mentale helbred er vi blevet opdateret om ad flere omgange - blandt andet hans kamp mod depression.

James Middleton har nemlig været meget åben om, at han får hjælp til at klare sine psykiske udfordringer og blandt andet går i terapi - og så er han meget ærlig omkring, hvor meget positivt hans hunde gør for hans mentale tilstand.

Han er også stor fortaler for terapihunde og anbefaler, at der kommer endnu flere af dem på diverse hospitaler og behandlingssteder for psykiske lidelser:

- Jeg ved, det kan virke - så Ella kom med mig til alle mine terapisessioner, og det er derfor, jeg er så positivt stemt over for det, og jeg vil gerne gøre det mere selv, siger han og fortsætter:

- Det, jeg prøver at sige, er, at det burde være en del af alle hverdagssamtaler at tale om mentalt helbred. På samme måde som hvis jeg sagde "jeg har høfeber", så skal det være normalt at tale om.

James Middleton arbejder som vært på et hotel tæt på Loch Ness i Skotland, og er helt tydeligt vild med hunde. Bare tag et kig på hans Instagram-konto, der flyder over med søde billeder af hans fem pelsede "børn".

Vil du læse mere om de kendte og kongelige? Så prøv et abonnement på SE og HØR!

Sponsoreret indhold