Kongelige31. oktober 2022

Ingen spørgsmål, tak: Frederik og Mary må ikke udtale sig til pressen, mens der er valg herhjemme

Beslutningen om at give kronprinsparret mundkurv på sker af respekt for afholdelsen af folketingsvalget tirsdag
Frederik og Mary ved Folketingets åbning i starten af oktober. Nu klapper de helt i - af respekt for valget herhjemme, lyder det. 
Frederik og Mary ved Folketingets åbning i starten af oktober. Nu klapper de helt i - af respekt for valget herhjemme, lyder det.
 Foto: Martin Høien/Aller Media Danmark

I øjeblikket er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på rejse i Vietnam, nærmere bestemt Hanoi, hvor de vil deltage i markeringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam.

Men undervejs i tirsdagens program vil der ikke blive tid til at svare på pressens spørgsmål.

Det skriver både Ekstra Bladet og BT, der begge har sendt journalister med kronprinsparret til det østasiatiske land.

Kongehuset oplyser til Ekstra Bladet, at muligheden for at stille spørgsmål til kronprinsparret frafalder denne ene dag af hensyn til afholdelsen af folketingsvalget i Danmark d. 1. november.

- I respekt for folketingsvalget i Danmark vil der ikke være mulighed for at stille spørgsmål til hverken kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary 1. november. Vi har ikke yderligere kommentarer, lyder det fra kongehusets pressetjeneste.

Frederik og Mary vil være i Vietnam frem til den 3. november, og udover Hanoi skal de også videre til storbyen Ho Chi Minh.

Ifølge de to danske medier til stede i Vietnam har det naturligvisvis ellers været oplagt at tage med Frederik og Mary afsted på erhvervsfremstødet.

Lige før afrejse – for bare fire dage siden – udtalte kronprins Frederik sig for første gang om sin mors beslutning om at fratage prins Joachims børn- Nikolai, Felix, Henrik og Athena – deres prinse og prinsessetitel.

Her slog han det helt fast, at han støtter op om sin mors beslutning.

- Der er én chef, der har roret på denne her båd, og det er hende. Derfor er det ikke unormalt, at jeg støtter hende, sagde han.

Også Mary har sat ord på den uro, der har været i kongehuset siden titelfratagelsen. Men det står altså nu klart, at det ikke bliver på den danske valgdag, at vi får flere ord fra kronprinsparret, der er afsted på erhvervsfremstød i Vietnam.

Sponsoreret indhold