Hun reddede kongen: Ingen Frederik uden Mary

LÆS OGSÅ: Til Frankrig uden Mary - Frederik på herretur
Skandalerne havde hobet sig op gennem mere end et årti – og mange havde mistet troen på, at den unge kronprins nogensinde ville kunne blive en god konge for Danmark, da lynet pludselig slog ned på den anden side af kloden.
Frederik var på besøg i OL-byen Sydney og gik ind på en bar. Her sad Mary Donaldson – og resten er historie, ja vel nærmest et eventyr.
På tirsdag er det 20 år siden, at Frederik og Mary blev gift i Vor Frue Kirke – og midt i deres første år som kongepar kan de fejre porcelænsbryllup.
Nok scorede den tasmanske skønhed en prins og vandt dermed et halvt kongerige, men den heldigste var muligvis Frederik – og det danske kongerige.

For kronprinsen anno 2000 var en rodløs fyr med interesser for alt andet end at regere et land.
– Jeg kan huske, min mor i sin bryllupstale til os sagde, at jeg først fandt frem til mit sande jeg og til roen og glæden, da jeg mødte Mary.
– Ikke fordi jeg indtil da havde været et surt og vredt menneske, men jeg var bare sådan, hvad skal man sige, flakkende, skriver kongen i sin bog ”Kongeord”.
Før Mary kom ind i hans liv, havde det flakkende liv budt på lidt af hvert for Frederik:
Han pinte sig selv igennem Forsvarets hårdeste uddannelse som frømand, han flyttede væk fra det hele og boede i Paris og han deltog i Sirius2000-ekspeditionen i det nordligste Grønland over flere måneder.
Han havde været i en alvorlig bilulykke med sin bror og siddet på passagersædet i en meget omtalt spritbilist-fadæse med kæresten Malou Aamund bag rattet.

Han havde også haft små, offentlige skærmydsler med sine forældre, fordi de var uenige om, hvorvidt Margrethe og Henrik havde ret til at afvise et ægteskab, hvis de syntes, at Frederik havde fundet en forkert kvinde.
Med kærester som popsangeren Maria Montell og modellen Katja Storkholm blev det lige pludselig en aktuel diskussion, om de var ”dronningemateriale”.
Diskussionen forstummede, da Pingo fandt sin Kængu. Hun ikke bare tæmmede den vilde unge mand, hun har også pisket ham, når han har haft brug for det.

Svær kærestestart
– Der var vitterligt mange usikre skridt, da vi startede vores fælles rejse, sagde Mary i sin prisvindende tale til Frederiks 50-års fødselsdag.
Noget af besværet skyldtes måske Frederiks ubeslutsomhed.
Hjemvendt fra OL i 2000, hvor parret mødtes første gang, deltog Frederik for eksempel i sin danske kæreste Bettina Ødums 25-års fødselsdag. Dog kun ganske kort, for han skulle videre på ny ferie i Australien igen, fortalte Bettina i et interview med Billed-Bladet i 2001.
Da Frederik kom hjem igen for at deltage i dronning Ingrids begravelse, hyggede han og Bettina sig i jagthytten i Trend, ligesom de fejrede nytåret sammen.
Først i foråret 2001 slog Bettina op.
Mary var altså den, der blinkede sidst i den langvarige duel om at blive Danmarks næste dronning.
For eksempel da han besluttede sig for at gå ind i den internationale olympiske komité.
– Hvis du gør det her, så skal du sørme arbejde for det!
– Du skal virkelig gøre dit hjemmearbejde og være overforberedt! Du skal vide ALT! Du skal øve dig, du skal læse på lektien, du skal virkelig gøre den største indsats, så du er så klar, som du overhovedet kan være, til at tage den opgave, fortæller Mary i ”Under Bjælken”, at hun sagde til Frederik dengang.
10 minutter mere
Kongen selv mener også, at Mary har ændret ham og hans væremåde derhjemme.
– Her har jeg dog lært meget af at have en hustru, som fra tid til anden minder mig om, at jeg selvfølgelig ikke altid har ret, og at mine ord ikke står til troende pr. automatik, bare fordi jeg er manden i huset.
– Den modstand holder mig på tæerne, og selv om jeg nogle gange godt kan tage mig selv i at tænke: ”Åh, skal vi virkelig bruge fem minutter mere på den diskussion”, så accepterer jeg, at Mary gerne lige vil have vendt endnu et par sted, og så tager vi fem eller 10 minutter mere, skriver Hans Majestæt i ”Kongeord”.