Kongelige31. december 2023

Historiker: Helt usædvanligt at danske monarker abdicerer

Man skal langt tilbage for at finde den sidste danske monark, som frivilligt har forladt tronen
Dronning Margrethe går af som Danmarks dronning.
Dronning Margrethe går af som Danmarks dronning.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det sker meget sjældent, at danske konger og dronninger abdicerer, som dronning Margrethe har annonceret, at hun vil gøre.

Sådan lyder det fra historiker Michael Bregnsbo, som er ph.d. i historie og lektor ved Syddansk Universitet

- Det er helt, helt usædvanligt. Der har været nogle konger, som er blevet afsat, men det har ikke været af egen fri vilje, siger han.

Ifølge historikeren skal man helt tilbage til 1100-1200-tallet for at finde en dansk konge, som har forladt tronen frivilligt.

I en dansk kontekst, er det derfor "helt unikt", siger han.

Dronning Margrethe annoncerede i sin nytårstale, at hun vil abdicere 14. januar 2024.

Det vil ske, præcist 52 år efter at hun overtog tronen, siger hun søndag aften i sin nytårstale.

Hun efterlader sig et eftermæle som én, der bragte monarkiet ind i en ny tid, lyder det fra Michael Bregnsbo.

- En tid, der er præget af globalisering, europæisering og stigende opsplitning af samfundet. Der fungerede hun i lang tid som et samlingspunkt, siger han.

Når kronprins Frederik og kronprinsesse Mary overtager, vil der komme et nyt kongepar med andre interesser, lyder det fra historikeren.

- Det vil være en moderne børnefamilie, der træder til.

Sponsoreret indhold