Kongelige14. februar 2024 (opd. 14. februar 2024)

Hilsner er gået lige i hjertet på dronning Margrethe

Den afgående regent deler præcis en måned efter sin abdikation en tak for alle de søde beskeder hun har modtaget
OPGAVE: Den kongelige familie deltager i festgudstjeneste STED: Aarhus DomkirkeJOURNALIST: Marianne Singer og Ulrik EriksenFOTOGRAF: Hanne JuulDATO: 20240121
De mindste borgere i det danske land har haft travlt med at skrive og tegne hilsner til dronning Margrethe efter tronskiftet den 14. januar.
 Foto: Hanne Juul

Præcis en måned efter at dronning Margrethe underskrev sin abdikationserklæring, sender hun en stor tak til alle i hele Rigsfællesskabet.

Det sker i et opslag på kongehusets Instagram-profil.

- Det har siden årsskiftet glædet mig at opleve den store varme og opmærksomhed fra alle vegne af Rigsfællesskabet i forbindelse med min abdikation for præcis en måned siden, skriver dronning Margrethe.

I opslaget er der delt en række billeder, som viser forskellige tegninger og hilsner, som dronningen har modtaget.

- Af hjertet tak for de gaver, som jeg har modtaget, og til alle, der enten har skrevet, tegnet, bagt, strikket, flaget, sunget eller på anden vis har sendt en hilsen i anledning af tronskiftet.

- De varme hilsner er gået mig til hjertet, og jeg har værdsat hver og en, tilføjer dronning Margrethe.

Selv om dronningen har overladt tronen til sin søn, kong Frederik X, har hun stadig titel af dronning.

Hun kan desuden indsættes som rigsforstander og dermed træde til som statsoverhoved, når kong Frederik og kronprins Christian er forhindret.

7. februar var dronning Margrethe i sit nye virke på sin første officielle opgave, der ikke havde tronskiftet som omdrejningspunkt.

Her var hun sammen med blandt andre Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, på besøg på Prins Henriks Skole på Frederiksberg for at indvie skolens nye bygninger.

I starten af februar blev hun hædret med en af de eftertragtede statuetter ved årets Robert-prisuddeling.

Hun modtog prisen Årets Kostumedesigner for sine kostumekreationer til Netflix-filmen "Ehrengard: Forførelsens kunst".

Dronning Margrethe overlod tronen og sagde farvel til 52 år som regent 14. januar, hvor hun under et møde i Statsrådet underskrev en erklæring.

Et billede af erklæringen, som DR tidligere har fået aktindsigt, viser, at hun sagde farvel på blot tre linjer.

- Vi, Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, af Guds nåde Danmarks Dronning, skal herved meddele, at Vi med Vor underskrift på dette dokument frasiger Os tronen, står der på erklæringen.

Den nyudnævnte kong Frederik fortalte i sin første officielle udtalelse siden tronskiftet, at bekæmpelse af klimaforandringer vil være et fokus for ham som regent.

Det skete under et erhvervsfremstød i Polen i slutningen af januar, hvor han holdt tale ved det historiske museum i landets hovedstad, Warszawa.

I sit første interview som konge konstaterede han, at han sent kommer til at glemme den modtagelse, han fik fra en fyldt slotsplads foran Christiansborg.

- At blive modtaget så smukt, så glædeligt og så hjerteligt på Christiansborg Slotsplads var en meget rørende oplevelse, som ramte mig dybest i hjertekulen, sagde han.

Sponsoreret indhold