Her er kronprins Christians næste skridt

Endnu et stort valg i kronprins Christians liv er truffet, efter den 20-årige kongeelev har valgt sin fremtid i Forsvaret.
Til juni er det nemlig slut med at sidde på skolebænken og studere til løjtnant – for at færdiggøre den uddannelse skal Amalienborgs højeste herre ud og have hår på brystet i rollen som leder.
Det sker, når et nyt hold af værnepligtige møder ind på livgardens kaserne i Høvelte, der ligger stenkast fra Birkerød i Nordsjælland.
På Høvelte Kaserne bliver Christian altså en del af livgarden. Men det betyder ikke, at han kommer til at stå vagt foran familien inde i København eller beskytte nytårstalen mod irriterende demonstranter.

Christians opgave bliver, at træne de værnepligtige, som får til opgave at passe på de kongelige – inklusive i øvrigt kronprinsen selv, hvis han tager hjem til mor og far i weekenden.
Delingsfører bliver Christians nye titel, og det betyder altså, at han skal agere leder for de op til 36 unge mænd og kvinder, han får under sig.

De skal trænes, de skal vejledes, og de skal motiveres til at yde deres bedste i dagligdagen og på øvelser.
Det bliver altså en dagligdag med masser af frisk luft, motion og møder med jævnaldrende danskere fra hele landet.
Når Christian har passet den tjans i et år, er han færdig med sin løjtnantsuddannelse – og så må tiden vise, om han fortsætter ad den militære vej bagefter.

Ligesom far
Netop livgardens kaserne i Høvelte har kronprinsen sikkert hørt en røverhistorie eller to fra. Hans egen far, kong Frederik, aftjente sin egen værnepligt netop dette sted.
Han har i bogen ”Under bjælken” fortalt, hvordan netop tiden i Høvelte inspirerede ham til at søge videre som delingsfører – som Christian nu bliver.
Som ny værnepligtig følte han sig nemlig alene i verden.
– Derfor fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg gerne ville være sergent og siden reserveofficer, så jeg med tiden kunne få en deling under mig og opleve det at være leder og strukturerende kraft for de unge mennesker, som skulle starte, ligesom jeg selv havde gjort, fortæller Frederik.

Den opgave får Christian nu – eller rettere først fra juni, hvor han rykker ind på kasernen og lærer den at kende, før de værnepligtige møder ind til august.