Harry og Meghan er tilbage - men kun for en stund

Det var ikke kun fra kongeslottet, at prins Harry og hertuginde Meghan forsvandt, da de i januar 2020 valgte at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.
Parret forsvandt også fra deres ”vanlige” plads på det berømte voksmuseum Madame Tussauds i London.
Det ikoniske museum valgte således at fjerne de to voksfigurer fra udstillingen med den øvrige kongefamilie. Men nu er familien samlet igen – dog kun for en stund.
Det skriver Mirror.


Det er i forbindelse med dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum, at kongefamilien nu atter er samlet på Madame Tussauds i London. Genforeningen er dog kun for ”en kort stund” og falder sammen med, at Harry og Meghan i næste uge gæster London for at tage del i den officielle fejring af dronning Elizabeth.
Efter omkring to uger vil Harry og Meghans voksfigurer vende tilbage til deres vanlige pladser, skriver Mirror.
I forbindelse med regeringsjubilæet har voksmuseet givet kongefamilien et "tiltrængt makeover". Det betyder blandt andet, at alle medlemmer er iført særlige kjoler og jakkesæt.
Hertuginde Meghan er således iført et knaldrød Safiyaa-kjole, som hun bar under en af sine sidste royale forpligtelser – deltagelsen i den såkaldte Mountbatten Festival of Music at Royal Albert Hall i marts 2020.
Dronning Elizabeth er meget passende iklædt en kopi af den hvide og sølvfarvede kjole, som hun bar under sit diamantregeringsjubilæum i 2012.