Kongelige2. januar 2024

Grønlands landsstyreformand nævnte ikke dronning Margrethes stop i sin nytårstale

Der blev overhovedet ikke brugt tid på at kommentere dronningens overraskende abdikation, da Múte B. Egede mandag aften holdt sin nytårstale
grønland
Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, fandt ikke tid til at nævne dronning Margrethes abdikation.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, nævnte ikke ét ord om dronning Margrethes abdikation i sin nytårstale mandag aften den 1. januar.

Men ifølge Aaja Chemnitz, som er folketingsmedlem i det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, er dronning Margrethes annoncering ikke gået ubemærket hen hos grønlænderne.

- Det har været en taknemmelighed og respekt, som har jeg oplevet over for dronningen på de sociale medier, siger hun.

Landsstyreformanden brugte sin taletid på at fremhæve de grønlandske håndboldkvinders deltagelse ved VM, og at det grønlandske sundhedsvæsen "har store udfordringer".

Aaja Chemnitz ønsker ikke at kommentere, at Múte B. Egedes tale ikke indeholdt ord om dronningen. Hun er medlem af samme parti som landsstyreformanden.

Men båndet mellem Danmark og Grønland vil kun blive stærkere af det kommende tronskifte, lyder det.

- Kronprinsen har en meget stærk relation til Grønland, og kronprinsesse Mary har været meget aktiv med hensyn til grønlandske børns vilkår, siger hun.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de mange besøg, som både dronningen og kronprinsparret har haft i Grønland, har haft stor betydning for at knytte båndene endnu tættere.

Aaja Chemnitz fremhæver, at dronningen har haft en "fin diplomatisk sans".

- Og hun har haft et ønske om at signalere, at vi har en fælles historie og et fælles bånd.

Heller ikke Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, nævnte dronningen i sin nytårstale. Den blev vist på færøsk tv nytårsaften, kort tid efter at dronning Margrethe selv var tonet frem på skærmen.

I stedet takker han dronningen for hendes "store indsats og trofasthed" i en pressemeddelelse.

- I en verden, der konstant har ændret sig gennem alle disse år, har Hendes Majestæt Dronning Margrethe været symbolet på stabilitet og værdighed.

- Jeg tror, jeg taler for næsten alle færinger, når jeg siger, at vi er stolte af at have haft Hendes Majestæt Dronning Margrethe som vores dronning, siger Aksel V. Johannesen i pressemeddelelsen.

Folketingsmedlem i det færøske parti Javnaðarflokkurin Sjúrður Skaale pointerer, at lagmandens tale var skrevet på forhånd og blev holdt en time senere end dronning Margrethes.

- Så det var måske svært at indarbejde det i talen. Jeg tror også, den var båndet, siger Sjúrður Skaale.

Han mener, at dronningen har taget en klog beslutning.

- Det er en naturlig ting. Det giver kongehuset et boost, at der kommer yngre kræfter til. De (kronprinsparret, red.) kommer med noget energi og kraft, som måske er svært at levere, når man er i dronningens alder, siger han.

Men dronningens overraskende annoncering fylder ikke lige så meget på Færøerne, som det gør i Danmark, lyder det.

- Men ud fra det, som jeg har set på de sociale medier, synes man, at det er en fin ting. Man synes, hun har været en god dronning og en god repræsentant, siger Sjúrður Skaale.

Sponsoreret indhold