Kongelige12. oktober 2023

Fylder 18: Sådan bliver prins Christians kærlighedsliv

Tronfølgerens fremtid er fastlagt, og han har kun minimal indflydelse på sin vej gennem livet. Selv hans valg af partner er der regler om
Prins Christian, 17, kan godt glemme alt om at finde en dansk kone.
Prins Christian, 17, kan godt glemme alt om at finde en dansk kone.
 Foto: Hanne Juul

Denne artikel er oprindeligt bragt i april 2021 og bringes nu i en lettere omskrevet version i forbindelse med prins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober.

Når prins Christian fylder 18 år den 15. oktober er han juridisk voksen, og han vil derfor ikke længere være beskyttet af den aftale, som danske medier hidtil har imødekommet.

Det har nemlig været kongehusets ønske, at de kongelige børn ikke bliver fotograferet, med mindre de er sammen med deres forældre.

Men når kronprinsparrets ældste barn bliver myndig, kommer der til at være større interesse for hans gøren og laden – og ikke mindst hans kærlighedsliv.

For skulle det ske, at han bliver vildt forelsket i en dansk pige, kan han godt glemme alt om en dag at få hende som hustru. For som kommende konge er der restriktioner, når det kommer til valg af livsledsager.

Flere gange har kongehuset i form af hofchefer og sågar hans egen far meldt ud, at det ikke går at gifte sig med en dansker, når man er tronfølger.

Den første, der satte ord på formaningen, var kronprins Frederiks tidligere hofchef Per Thornit, der sagde:

– Du skal ikke have en dansk pige! En dansk pige har dansk familie, og der sidder altid en eller anden onkel Aage på en trappesten ovre i Herning med 10 bajere og fortæller om, hvor hyggeligt de har det i familien. Det går ikke! Du skal have en udenlandsk pige. Jo længere væk, jo bedre, formanede Thornit igen og igen til Frederik, inden han mødte Mary.

Ville selv bestemme

En stund kæmpede Frederik imod, som da han i bogen “En familie og dens dronning” sagde:

– Om mit liv, og ikke mindst mit privatliv, har jeg for længst besluttet, at jeg bestemmer selv, hvem der skal være inde i det eller ude af det. Der er ingen lov, der bestemmer, at jeg partout skal gifte mig “blåt”, eller at det skal være en udlænding.

– Jeg har tilpas meget tiltro til mig selv, at når den dag kommer, da vælger man rigtigt. Da frafalder man ikke den pige, som man elsker meget højt, fordi hendes bagland ikke er i orden. Her tror jeg igen på, at skæbnen en dag vil føre mig sammen med netop den pige, som er bestemt for mig. Og jeg for hende. Jeg ville aldrig gå på kompromis, sagde han i bogen fra 1996.

Skæbnen ville alligevel, at kronprins Frederik fandt sin hustru i udlandet.
Skæbnen ville alligevel, at kronprins Frederik fandt sin hustru i udlandet.
 Foto: Hanne Juul

Kom til fornuft

I bogen “Under Bjælken” fra 2017 havde piben dog fået en helt anden lyd. Her forsvarede Frederik formaningerne.

– Det var også, mens jeg var i Paris, jeg begyndte at tænke lidt over, møder jeg mon min udkårne her? Det kunne være en fransk pige eller bare en udenlandsk pige, fordi jeg altid havde haft den fornemmelse, at lige så fantastiske og flotte og selvstændige danske piger er, lige så sikkert var det, at min kommende kone aldrig skulle blive en dansker, lød det.

Christians egen mor, kronprinsesse Mary, 51, blev fundet i Australien.
Christians egen mor, kronprinsesse Mary, 51, blev fundet i Australien.
 Foto: Hanne Juul

Og de formaninger vil Frederik nu give videre til sin søn, der en dag overtager jobbet som konge efter ham.

Så pigerne på Ordrup Gymnasium kan godt glemme alt om at score Christian for en dag at kunne sætte sig på tronen. Hvis hun er dansker, er hun fra starten så godt som diskvalificeret.

Fandt partnere i udlandet

Alle prins Christians forfædre fra den glückborgske linje har fundet deres ægtefæller i udlandet, så Christian skal bekæmpe en meget lang tradition, hvis han en dag vil gifte sig med en dansker.

Og selv om der ikke er en decideret lov imod det, så skal han ifølge loven spørge kongen, sin far, om tilladelse. Det fortolkes som, at regeringen skal sige ja, men den ville aldrig sige ja uden at have rådført sig med den siddende regent.

Sponsoreret indhold