Kongelige15. december 2023

Frede er landet i New Zealand: Genforenet før jul

Efter 10 dages adskillelse er kronprinsfamilien igen samlet ”Down Under”
Kronprins Frederik og prinsesse Isabella er stødt til Mary og tvillingerne i New Zealand.
Kronprins Frederik og prinsesse Isabella er stødt til Mary og tvillingerne i New Zealand.
 Foto: Hanne Juul

Der har blæst en stiv kuling over det danske kongehus, siden billeder af kronprins Frederik og Genoveva Casanova alene sammen i Madrid så dagens lys.

Og stormstyrken syntes at tage til, da kronprinsesse Mary 5. december fløj på tidlig juleferie sammen med prins Vincent og prinsesse Josephine, mens kronprinsen passede sit arbejde til COP28-møde i Dubai.

Men nu er parret imidlertid genforenet i Queenstown.

Det skriver Daily Mail, som bringer billeder af Frederik og prinsesse Isabella, som ankommer til New Zealand.

Hvorfor kronprinsfamilien netop ferierer på New Zealand, vides ikke, men det er formentligt her, kronprinsessens far John Donaldson bor.

Lav profil

Kronprinsfamilien er ikke et sjældent syn i gadebilledet, når de ferierer ”Down Under”, men denne gang har Mary og co. holdt særdeles lav profil.

SE og HØR har tidligere bragt billeder af den royale familie i bølgen blå, men de har endnu ikke dyppet tæerne i det tasmanske hav.

Det er da også uvist, om de når den traditionelle tur i baljen i denne omgang.

For kronprinsfamilien skal nå hjem til jul.

Dronningen har efter en længere periode med splittelse i familien formået at samle sin to sønner og deres familier til jul på Marselisborg.

Det er kun grev Nikolai og grev Felix, som ikke vil indtage julegåsen på det jyske slot.

Selv tager regenten til Marselisborg den 20. december. Hvornår den øvrige familie gør hende selskab, vides endnu ikke.

Gemmer sig fortsat

Historien om Genoveva Casanova og kronprins Frederik gik verden rundt og pressen holdt øje med Casanovas hoveddør.

Så i begyndelses af november fik den mexicanske skønhed benene på nakken og er ikke set hjemme i Madrid siden.

Det spanske medie, som bragte den stormombruste historie, Lecturas, mener dog at have lokaliseret jetsetdronningen i sin eksmands ferieresidens i nabolandet Andorra, hvor hun eftersigende står på ski.

Flere argumenterer for, at det er den perfekte måde at gemme sig på, da man, pakket ind i skidragt, hjelm og briller, er fuldstændig umulig at genkende.

Sponsoreret indhold