Kongelige17. december 2024

Forfatter til bog om Christian X truer historiker med retssag

Journalist Peter Kramer forlanger, at anmelder trækker udsagn fra kritisk anmeldelse tilbage. Sker det ikke, vil han trække hende i retten

En negativ anmeldelse i Flensborg Avis har nu fået Peter Kramer, journalist og forfatter til bogen "Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland" til at true anmelderen med retssag, hvis ikke hun trækker sine udtalelser tilbage.

- Der er ikke indgivet stævning, men min advokat har fremsendt brev til Gry Scavenius Bertelsen, der er boganmelder på Flensborg Avis, med et såkaldt 'påkrav'.

- Heraf fremgår, at hun skal anerkende, at et udsagn i hendes anmeldelse af 'Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland' er ubeføjet, altså forkert, oplyser Peter Kramer i en e-mail til Kristeligt Dagblad, hvor han også begrunder dette skridt med, at "Jeg vil ikke finde mig i at blive beskyldt for at opfinde begivenheder, der aldrig har fundet sted, som hun skriver."

Gry Scavenius Bertelsen er historiker med speciale i besættelsestiden og arbejder som museumsinspektør ved Frøslevlejrens Museum og Frihedsmuseets Samling & Arkiver under Nationalmuseet.

I sin anmeldelse skrev hun blandt andet, at Peter Kramer ikke er kildekritisk, at han i bogen "opfinder begivenheder, der aldrig har fundet sted", og at “den historiske kontekst [er] fraværende i hans bog”.

I det fremsendte påkrav forlanger advokaten, Kasper Fuhr Christensen, at Gry Scavenius Bertelsen skal erkende, at hendes udsagn er ubeføjede, ellers vil der blive rejst sag med et krav om en tortgodtgørelse på 40.000 kroner.

Historikeren giver over for Kristeligt Dagblad udtryk for, at hun ikke har planer om at efterkomme dette ønske, idet hun står ved det, hun skrev i sin anmeldelse i Flensborg Avis.

"Det er en overraskende drejning, det har taget, men jeg er sikker i min sag," siger hun.

Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad eller på k.dk.

Sponsoreret indhold