Kongelige7. februar 2024 (opd. 7. februar 2024)

En duft af greve? Nikolai lancerer ny luksusparfume

Den unge grev Nikolai er ansigtet for ny parfume, der ifølge reklamen oser af danskhed
Den unge grev Nikolai fortsætter sit succesfulde modelliv
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Eventyret slut: Grev Nikolai og kæresten er tilbage

Det kan godt være, at han ikke er prins af Danmark længere, men han er i den grad ved at blive prins af Instagram.

Det er kun et lille år siden, at den unge greve oprettede en profil på Meta-ejede sociale medie, men på den tid har han allerede fået sig svimlende 105.000 følgere. Og det går kun fremad.

I løbet af de seneste 30 dage har den 24-årige grev Nikolai ifølge Social Blade fået over 11.000 nye følgere på Instagram, og derfor bliver han unægteligt også en bedre og bedre reklamesøjle for store brands.

Tirsdag delte greven en reklame lavet i samarbejde med den legendariske smykkevirksomhed Cartier, og onsdag er turen så kommet til Flora Danica.

Og her taler vi altså ikke om det vanvidsdyre porcelæn fra Royal Copenhagen - bevares.

I stedet er der tale om brandet Flora Danica Beauty, der laver unisexparfumer, og som altså har slået sig sammen med grev Nikolai af Monpezat i ny kampagne, der ifølge brandet selv er, når "mode møder dufte i en fejring af dansk kulturarv og den naturlige skønhed, der for altid er en inspiration".

- Det er fantastisk at bringe min kærlighed til naturen og mode ind i dette samarbejde og udforske harmonien mellem danske værdier og den betagende skønhed i dets landskaber, skriver Nikolai til sit opslag, hvor han viser Flora Danica-parfumen frem.

Drømmer du om selv at fingrene i parfumen, der ifølge Nikolai skulle dufte af "danske værdier", så skal du altså grave dybt i lommerne.

Det er nemlig ikke en duft på prisniveau med det, du finder i Normal.

I stedet skal du smide hele 1199,- for 100 ml. Så kommer du til gengæld også til at dufte af "det lysende øjeblik, hvor en ny idé bliver født", lyder det på Matas' hjemmeside.

Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, som han netop er vent hjem til Danmark sammen med efter et længere udlandsophold, lader til at være ganske begejstret for sin greves dufteventyr.

Hun har i hvert fald kvitteret med "❤😍" i Nikolais kommentarspor.

Andre af de mange følgere hylder ham for sin dansk-engelske accent, mens en enkelt mener, at han lyder ret med som onkel, kong Frederik d. 10. af Danmark.

Sponsoreret indhold