Eksdronning Anne-Maries børn risikerer at miste græsk statsborgerskab

Knap syv måneder efter, at ti medlemmer af den forhenværende græske kongefamilie blev græske statsborgere, skal landets øverste forvaltningsretlige domstol afgøre, om statsborgerskabet skal annulleres.
Det skriver Billedbladet og en række græske medier.
En græsk juraprofessor har lagt sag an, da han mener, at familiens valgte efternavn "De Gréce", der kan oversættes som "af Grækenland", strider mod den græske forfatning.
Det skriver mediet To Vima.
Ifølge Grækenlands forfatning må græske statsborgere ikke tildeles adelige titler eller udmærkelsestitler, ligesom de ikke anerkendes.
I december blev ti af eksdronning Anne-Maries børn og børnebørn igen statsborgere i Grækenland. Det skete 50 år efter, at monarkiet officielt blev afskaffet i landet.
I 1994 mistede de tidligere græske kongelige deres statsborgerskab.
Anne-Marie, som er dronning Margrethes lillesøster, blev ikke græsk statsborger. Hun var angiveligt ikke interesseret, lød det ifølge græske medier.
En betingelse for, at de ti ekskongelige, som blandt andet tæller eksdronning Anne-Marie og ekskong Konstantins fem børn, kunne få statsborgerskab var, at de valgte et efternavn.
Her valgte de at bruge "de Gréce", som også blev brugt af prins Michael af Grækenland og Danmark. Det skrev nyhedsbureauet Reuters dengang.
Allerede da de valgte navnet, blev det kritiseret af græske politikere på venstrefløjen.
Sagsøgeren mener ifølge To Vima, at familiens efternavn antyder en forbindelse til det gamle monarki og til aristokratiske privileger.
Den forvaltningsretlige domstol skal afgøre, om efternavnet lever op til forfatningen, og om familiens statsborgerskab lever op til kravene.
Sagen er ifølge de græske medier blevet behandlet ved en høring tidligere på ugen.
Eksdronning Anne-Marie blev gift med ekskong Konstantin i 1964. Konstantin blev konge samme år, og familien flygtede ud af Grækenland i 1967 efter et militærkup.