Kongelige10. november 2023

Efter kronprins Frederiks overnatning i Madrid: Følgerne raser på kongehusets Instagram

Kongehusets ellers så trofaste følgere er faret i det digitale blækhus for at ytre deres uforbeholdne mening om de billeder, der florerer af kronprins Frederik og Genoveva Casanova sammen i Madrid
Mary og Frederik viser en fælles front midt i stormvejret, men på Instagram lufter de royale følgere deres forfærdelse over, at kronprins Frederik angiveligt har overnattet i Madrid i selskab med en anden kvinde.
Mary og Frederik viser en fælles front midt i stormvejret, men på Instagram lufter de royale følgere deres forfærdelse over, at kronprins Frederik angiveligt har overnattet i Madrid i selskab med en anden kvinde.
 Foto: Lars H. Laursen

Det spanske ugeblad beskriver, hvordan de to tilbragte aftenen den 25. oktober sammen i den spanske hovedstad Madrid med både en gåtur og restaurantbesøg, som blev afsluttet med, at de to – ifølge ugebladet – overnattede sammen.

Efterfølgende har Casanova pure afvist historien, mens kongehuset nægter at kommentere private forhold, men nogle af kongehusets over 766.000 følgere på Instagram køber ikke den stoiske stilhed, der siden har hersket fra kongehuset i den spegede sag.

På de seneste to opslag på det sociale medie har kronprins Frederik været i fokus, og her har nogle royale følgere benyttet lejligheden til at lufte deres mening om de afslørende billeder.

"Mit hjerte græder"

Til et opslag, som i skrivende stund er 15 timer gammelt, viser kongehuset, at kronprinsen torsdag besøgte DTU Science Park, hvor han mødte deltagere i Danish Tech Challenge.

Og her kommer en følger med en skarp stikpille, der dog ikke er foruden humor:

– End ikke teknologi kan forhindre en mand i at sove i en anden kvindes hus, til trods for at han har en vidunderlig kone og fire børn. Så sørgeligt, skriver en udenlandsk følger.

Og i det hele taget virker det til, at sympatien hos følgerne ligger hos kronprinsessen:

– Mit hjerte græder for kronprinsesse Mary, hvis dette er sandt. Hun opgav hele sit liv i Australien og har givet 2 årtier af sit liv til dig, kronprins Frederik, og dit liv her i DK. Jeg føler også med dine børn, som nu skal konfronteres med dette på deres skoler osv. Hvor synd for dem alle sammen. Utroligt skuffende, at du efter mere end 2 årtier gør dette, raser en anden følger.

En tredje følger retter kritik mod, hvordan kongehuset håndterer hele sagen ved at forsætte, som om intet er hændt:

– En historie om sidespring i Madrid, kan han ikke løbe fra … Uanset hvor meget Royal Run-energi han bruger. Hvem skal ud og løbe med Prins Utro? Strategien med at ignorere problemet er outdatet, den virker ikke mere, konstaterer følgeren.

Maraton i Madrid?

Også til gårsdagens opslag om Royal Run går snakken om Fredes påståede Madrid-eskapade:

– Ahem, skal vi bare lade som om, der ikke findes billeder af Frede, som overnatter i en kvindes hus?, lyder det fra en følger.

Også her kommer der stikpiller til kronprinsen, som ikke får lov til at løbe fra sine problemer:

– Der er også Madrid Marathon 28. april? Måske var det noget, Frede?, lyder det i en kommentar, der har fået flere grine-emojis som svar fra andre følgere.

Sponsoreret indhold