Dronningen fejres i Danmark og Frankrig

Fra maj til september markeres dronning Margrethes 50 år på tronen med blandt andet aktiviteter i Tivoli i København og aftenselskab for regeringen, Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
14. januar havde dronningen 50 års jubilæum som Danmarks regent, men på grund af høj smitte med coronavirus blev fejringen udskudt.
Fejringen af dronningen kommer derfor i stedet til at foregå med arrangementer fra 21. maj til 23. september.
Kører i karet gennem København
I Danmark markeres det runde jubilæum blandt andet på Amalienborg Slotsplads. 20. september er det muligt for danskerne at se dronningen i forbindelse med et stort vagtskifte.
Her vil kongefamilien vise sig på balkonen. Efterfølgende kører dronningen gennem København i karet for at deltage i en fejring på Københavns Rådhus.
Men det er ikke kun i Danmark, at dronningens jubilæum fejres.
I løbet af sommeren fejrer den franske by Cahors regeringsjubilæet med flere arrangementer.
På et museum i byen vises 70 af dronningens værker - både malerier, akvareller og découpager.
Desuden vil biblioteket i byen vise dronningens vignetter til Tolkiens trilogi Ringenes Herre.
I Cahor ligger Chatau de Cayx, der har været ejet at kongefamilien siden 1974, og som dronningen og afdøde prins Henrik har brugt som sommerresidens.
Slutter først i efteråret
Fejringen af dronningen kulminerer 23. september, hvor der afholdes et aftenselskab for regeringen, Folketinget og danske medlemmer Europa-Parlamentet.
Her vil gæsterne og kongefamilien ud over en middag også opleve underholdning i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Den 82-årige dronning Margrethes 80-års fødselsdag for to år siden blev også påvirket af coronaepidemien.
I stedet for den klassiske fejring blev hendes 82-års fødselsdag 16. april markeret med en parade ved Marselisborg Slot i Aarhus.