Kongelige12. marts 2020

Dronningen aflyser fødselsdagsfejring

Kongehuset har netop udsendt en pressemeddelelse om, at dronningen aflyser fejringen af sin runde fødselsdag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dronning_margrethe_14.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Time for time, minut for minut udvikler COVID19-situationen sig i Danmark. Tidligere i dag ryddede kongehuset hele kalenderen for marts måned, og nu er der truffet yderligere drastiske beslutninger.

Fejringen af dronningens 80-års fødselsdag, der falder den 16. april, aflyses. Det har kongehuset netop meddelt i en pressemeddelelse:

- Hendes Majestæt Dronningen er her til aften vendt hjem fra sin årlige vinterferie i Norge. I lyset af udbredelsen af COVID-19 og følgerne heraf for samfundet, har Dronningen besluttet, at alle Kongehusets planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med den kommende 80-års fødselsdag i april aflyses, lyder det, ligesom der tilføjes, at den kongelige families deltagelse i øvrige officielle programpunkter i de kommende uger ligeledes aflyses.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/20180416_mho3313.jpg
 Foto: Martin Høien

Her hyldes Margrethe af danskerne på sin fødselsdag i 2018. Foto: Martin Høien

I pressemeddelelsen udtrykker Dronningen sig om den aktuelle krise:

- Danmark og verdenssamfundet står netop nu i en meget vanskelig situation. Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor. Jeg appellerer derfor til, at vi alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden, lyder det.

Dronningen sender også sine tanker til de personer, der i disse tider får samfundets hjul til fortsat at dreje rundt:

- Jeg vil gerne rette en dybtfølt tak til det danske sundhedspersonale og de myndigheder, institutioner, virksomheder og enkeltpersoner, som udviser stor handlekraft og omsorg for den danske befolkning, så vi sammen kan komme igennem denne vanskelige tid.

Yderligere oplyses det, at dronningen som planlagt vil tage residens på Fredensborg Slot.

Der var ellers planlagt den helt store festivitas i anledning af regentens runde fødselsdag.

Det var planen, at fejringen skulle begynde allerede den 2. april 2020, hvor dronningen skulle åbne udstillingen "Dronningens portrætter" på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Herefter fulgte et stort festprogram indeholdende en række arrangementer og fester, som først sluttede, når dronning Margrethe den 5. og 6. juni skulle besøg Aarhus Kommune som en del af årets sommertogt.

Sponsoreret indhold