Kongelige21. marts 2024

Dronning Mary vil være en stemme for dem som ingen har

Dronning Mary vil fortsætte sit arbejde i Mary Fonden mere eller mindre som før, da hun var kronprinsesse
Dronning Mary under samtale med jordemoder Rikke Offersen i jordemoderkonsultationen på Hvidovre Hospital, torsdag den 21. marts 2024. Projekt under Mary Fonden hjælper gravide i voldlige parforhold.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Dronning Mary under samtale med jordemoder Rikke Offersen i jordemoderkonsultationen på Hvidovre Hospital, torsdag den 21. marts 2024. Projekt under Mary Fonden hjælper gravide i voldlige parforhold.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er godt to måneder siden, at dronning Mary erhvervede sig sin nye titel i forbindelse med tronskiftet.

Men selv om titlen er ændret, vil dronning Mary stadigvæk arbejde for udsatte børn og unge og give en stemme til dem, som ingen har - ligesom hun gjorde som kronprinsesse.

- Jeg vil fortsætte med at bruge min platform til at skabe opmærksomhed omkring det, som er overset - det, der er svært at tale om eller svært at forstå, siger dronningen til Ritzau torsdag.

Det vil hun blandt andet gennem Mary Fonden.

Fonden med dronningen som bestyrelsesformand blev stiftet tilbage i 2007 med penge fra en folkegave, der blev indsamlet i Danmark og Grønland i forbindelse med kongeparrets bryllup i 2004.

Langt de fleste af projekterne er finansieret igennem donationer fra finansielle partnere, hvor Mary Fonden selv betaler en mindre del.

De primære indsatsområder i fonden er mobning og trivsel, ensomhed og vold i hjemmet. Den sidstnævnte satte dronningen fokus på i forbindelse med et besøg på Hvidovre Hospital torsdag.

Mary Fonden har i samarbejde med Østifterne, Amager og Hvidovre Hospital og Dialog mod Vold de seneste fem år arbejdet med projektet "Sammen uden Vold - Gravide".

- Vold i hjemmet har været et indsatsområde i fonden næsten siden starten, og vi ved, at det fortsat er et meget tabubelagt problem ofte fyldt med skam og skyld, siger dronningen om projektet, som screener gravide for partnervold.

Det første af mange håndtryk, som dronning Mary gav torsdag middag i forbindelse med besøget på Hvidovre Hospital, blev mødt med kommentaren: "og nu i den nye rolle som dronning".

Og netop den nye rolle, som dronningen overtog i forbindelse med tronskiftet i januar, vil tage noget tid at falde ind i.

- Det er ikke så længe siden, at vores roller ændrede sig markant, og vi er i gang med at sætte vores præg. Men mit engagement i børn, unge og udsatte, det er det, der ligger mit hjerte nært. Så det kommer til at fortsætte, siger dronningen.

Selv om hun endnu ikke med 100 procents sikkerhed kan sige, hvordan hun vil udmønte rollen, så er der ingen tvivl for dronning Mary om, at arbejdet med Mary Fonden vil fortsætte mere eller mindre som før.

Spørgsmålene til dronningen i forbindelse med tilblivelsen af artiklen har skullet fremsendes på forhånd og godkendes af Mary Fonden.

Sponsoreret indhold