KongeligeI går (opd. I går)

Dronning Margrethe får stor pris: Har gjort det hele livet

Dronningen hædres for sit mangeårige engagement i tro og kirkeliv – modtager 10.000 kroner og et sjældent bibelblad fra 1600-tallet
Dronning Margrethe er kendt for sit dybe engagement i kirkens liv. Nu udløser det en pris til samlingen.
Dronning Margrethe er kendt for sit dybe engagement i kirkens liv. Nu udløser det en pris til samlingen.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Dronning Margrethe er blevet tildelt Bibelselskabets Pris.

Det oplyser Bibelselskabet, der står bag prisen, i en pressemeddelelse torsdag.

- Prisen markerer majestætens livslange engagement i tro og kirkeliv samt hendes bidrag til formidlingen af bibelens betydning i det danske
samfund, lyder begrundelsen.

Bibelselskabet er ifølge sig selv sat i verden for at udbrede brugen af biblen. Med prisen vil man anerkende de personer, der har hjulpet til.

Dronningen beskrives i pressemeddelelsen som en "trofast protektor for Bibelselskabet gennem årtier".

Hun får blandt andet ros for sine religiøse kunstværker, som har haft bibelske motiver.

- Dronningen har gennem sin åbenhed omkring tro og sin konsekvente plads blandt kirkegængere i hele landet skabt et folkeligt og genkendeligt billede af tro i praksis, siger Bibelselskabets bestyrelsesformand, Peder Ø. Andreasen.

- Hun har gennem sin tilstedeværelse i kirkerummet, på linje med menigheden, været med til at normalisere og styrke kristendommens rolle i det danske fællesskab.

Prisen består af 10.000 kroner og et indrammet originalblad fra Christian IV’s bibel fra 1633.

Blandt tidligere modtagere er forfatterne Bjarne Reuter og Anne Lise Marstrand-Jørgensen samt kunstneren Kristian Leth.

Sidste år var det præsten Sørine Gotfredsen, som blev tildelt Bibelselskabets Pris.

Det skyldtes hendes utrættelige og skarpe formidling af kristendommen i den offentlige debat, lød det i maj 2024.

- Man skal ikke kigge langt for at få øje på Sørine Gotfredsens bidrag til den brede formidling af bibel og kristendom i Danmark, skrev selskabet.

- Ofte med en skarp holdning, der spidder tidsånden.

Sponsoreret indhold