Dronning Elizabeth må prioritere hårdere

Foto: MEGA

I London fremsættes der i en del medier spekulationer om dronning Elizabeths helbred, efter at den 95-årige monark har meldt afbud til klimatopmødet og har aflyst et planlagt besøg i Nordirland.

Det er sket efter, at den britiske dronning i sidste uge var indlagt et døgn for første gang i otte år.

Aftenen før indlæggelsen tirsdag den 19. oktober var den britiske monark en veloplagt vært for politikere og erhvervsledere på slottet Windsor, hvor blandt andre premierminister Boris Johnson og Bill Gates var blandt gæsterne.

Men siden har dronningen modvilligt måttet aflyse et todages besøg i Nordirland. Samtidig har monarken måttet melde fra til en planlagt reception for stats- og regeringschefer ved det kommende klimatopmøde i Skotland, COP26.

Hendes læger har rådet hende til at hvile sig, meddelte Buckingham Palace tirsdag.

Den 95-årige dronning skulle efter planen være rejst til Skotland på mandag.

Her skal der være et arrangement, hvor blandt andre USA's præsident, Joe Biden, efter planen også skal deltage.

Men dronningen gennemfører mange af sine opgaver, men må blot prioritere hårdere end tidligere, rapporterer flere medier.

Hun gennemførte tirsdag flere audienser via video fra Windsor med gæster, som var på Buckingham Palace. Hun udeblev søndag fra gudstjeneste for første gang siden sommeren.

En række kongehuseksperter og iagttagere har kommenteret, at Buckingham Palace ikke informerede om hospitalsindlæggelsen på forhånd.

Ifølge The Sun skulle dronningen have overnattet på hospitalet af "praktiske grunde", da det var for sent at køre de 42 kilometer tilbage til Windsor.

Flere medier fremsætter spekulationer om monarken, som har et 70-års jubilæum som dronning at fejre næste år.

Den royale reporter Nicholas Witchell har udtalt til BBC, at medierne måske ikke får hele sandheden om dronningens helbred.

De seneste 18 måneder har været hårde for det britiske statsoverhoved. Hun har mistet sin mand gennem 73 år, prins Philip. Samtidig har prins Harry og hans kone Meghan forladt landet og der er rettet alvorlige beskyldninger mod hendes søn prins Andrew.

– Hun er udkørt, sagde en kilde til The Times, efter en aflysning af en begivenhed i forrige uge.

I en analyse skriver kongereporter for BBC, Sarah Campbell, at det nu er udfordringen for kongehuset at balancere hensynet til offentlighedens krav på information om monarkens helbred med hensyn til hendes ret til et privatliv.

– Det var derfor nyheden om, at hun skulle på hospitalet blev tilbageholdt, skriver Campbell.

En anden royal kommentator, Jennie Bond, siger, at dronningen har et stort ønske om at være aktiv, og at hendes grundholdning er, at en monark må være synlig.

- I løbet af de lange uger med coronanedlukning fik hun et indtryk af, hvordan livet som pensionist ville være, og det virker ikke som om det tiltalte hende, skriver Bond i The Telegraph.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close