Danske Spil tror ikke, kong Frederik nævner Gud i valgsprog

Kommer den kommende kong Frederik X til at nævne Gud, når han søndag skal præsentere sit valgsprog?
Det er et af de ord, som det er muligt for folk at spille penge på hos Danske Spil.
De har torsdag åbnet for muligheden for at oddse på det kommende valgsprog, der bliver præsenteret søndag, når Frederik udråbes til konge.
Men hvis det står til spilorganisationen selv, så kommer valgsproget til at handle mere om sammenhold og fællesskab.
Danske Spils tre favoritord er "Danmark" eller "Danmarks", så er det "for", og til sidst er det "folket" eller "folkets".
- Det er ord, som vi har meget stor tiltro til, at kongen vil have i sit valgsprog, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter ved Danske Spil.
Til gengæld spår han, at religiøse ord ikke har den store chance for at blive inkluderet i den kommende konges valgsprog.
Der har ellers været tradition for, at Gud eller Herren er blevet nævnt i tidligere monarkers valgsprog.
- Det tror vi ikke, ligger så meget til kong Frederik. Han er en folkets mands, så det bliver mere sådan noget som sammenhold og fællesskab end religiøse vendinger, siger Emmike Rasmussen.
De tre ord, som Danske Spil vurderer som mindst sandsynlige til at indgå i valgsproget, er "bevare", "Herren" eller "Herrens" samt "søens folk".