Kongelige8. september 2022

To dage før: Margrethes fest i fare - igen

Dronningen kan være uheldig endnu en gang at måtte aflyse sin store fejring
Dronning Margrethe kan frygte, at flagene alligevel ikke findes frem i weekenden.
Dronning Margrethe kan frygte, at flagene alligevel ikke findes frem i weekenden.
 Foto: Hanne Juul

Danmarks dronning Margrethe kan følge ængsteligt med i nyhederne fra Storbritannien i de næste to dage.

Nyhederne om dronning Elizabeths dårlige helbred kan selvfølgelig berøre Margrethe dybt personligt - de to dronninger har kørt regent-parløb i fem årtier, hvor den danske dronning har fundet styrke og inspiration ved at følge kollegaen på den anden side af Nordsøen.

Men den festglade Margrethe, 82, må samtidig også frygte for sin egen fejring i anledning af sit 50-års jubilæum på tronen.

Det kan nemlig frygtes, at den store festivitas i weekenden vil blive udsat eller aflyst, hvis der skulle komme flere dårlige nyheder fra Buckingham Palace.

Lørdag er der planlagt karettur gennem Københavns gader, officiel frokost på rådhuset og en stort anlagt gallaforestilling i Det kongelige teater med Nikolaj Lie Kaas som vært - og hele Danmark som publikum i tv-stuerne.

Margrethe og Elizabeth er de eneste to kvindelige regenter i verden. Desuden har de begge nået en milepæl på “jobbet”. Margrethe har fejret 50-års regeringsjubilæum, mens Elizabeth har fejret 70-års jubilæum.
Margrethe og Elizabeth er de eneste to kvindelige regenter i verden. Desuden har de begge nået en milepæl på “jobbet”. Margrethe har fejret 50-års regeringsjubilæum, mens Elizabeth har fejret 70-års jubilæum.
 Foto: Aller Media

Søndag byder på festgudstjeneste og stort gallataffel, hvor Danmarks førende mænd og kvinder sammen med udvalgte gæster fra udlandet ifører sig deres fineste skrud til ære for jubilaren - også transmitteret på tv.

Jubilæet skulle egentlig have været afholdt først på året, men blev udsat et halvt års tid på grund af coronasituationen.

Det var langt fra første gang, at Margrethe måtte vinke farvel til en fest. I april 2020 var der også lagt op til stor fejring, da hun fyldte 80 år.

Men i stedet for festligheder i gaderne, blev det til fællessang på tv, da corona netop havde fået sit tag i landet, og de planlagte begivenheder måtte aflyses.

Nu kan det frygtes, at der må endnu en aflysning eller udsættelse til, før danskerne får muligheden for at give Margrethe den hyldest, hun fortjener.

SE og HØR har talt med hoffets presseafdeling, som endnu ikke har kommentarer til, om situationen i Storbritannien kan få konsekvenser for regentjubilæet i Danmark.

Sponsoreret indhold