Blev 93 år: Kammerherre og hofjægermester Christian Lerche-Lerchenborg er død

Lensgreve Christian Lerche-Lerchenborg, der også var kammerherre og hofjægermester er død. Han blev 93 år gammel.
Dødsfaldet, der fandt sted den 7. februar, er blevet annonceret af hans datter, Mette Ahlefeldt-Laurvig, på hendes Instagram-profil.
Det er strømmet ind med kondolencer fra blandt andet Peter Frödin, Elsa Adams og Julie Brandt, og af dødsannoncen fremgår det, at lensgreven skal begraves den 22. februar fra Årby Kirke.
I stedet for blomster ønskes det, at man støtter Bridgefonden, lyder det yderligere.
Christian Lerche-Lerchenborg og hans hustru Inga deltog ved kong Frederik og dronning Marys bryllup tilbage i maj 2004, ligesom de også deltog ved prinsesse Benediktes 75-års fødselsdag i 2019.
Lensgreven efterlader sig hustruen Inga samt børnene Mette, Anna, Christian, Peder og Niels.