Kongelige18. januar 2024

Biskop Henrik Wigh-Poulsen afslører: Fortsætter under kong Frederik X

Henrik Wigh-Poulsen er biskop over Aarhus Stift, og han fortæller nu, at han fortsætter som kongelig konfessionarius under kong Frederik
Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen fortsætter som kongelig konfessionarius under kong Frederik X. Det afslører han selv.
Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen fortsætter som kongelig konfessionarius under kong Frederik X. Det afslører han selv.
 Foto: Hanne Juul & Claus Bech/Ritzau Scanpix

Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen fortsætter som kongelig konfessionarius under kong Frederik X.

Det oplyser biskoppen til Ritzau.

- Jeg er blevet bedt om det, og det har jeg med glæde sagt ja tak til. Det er en stor ære, siger han.

Konfessionarius betyder skriftefader på latin, men bruges især om kongehusets præst.

Det betyder, at det er ham, der forestår konfirmationer, bryllupper og begravelser i kongefamilien.

- Enhver præst har sin egen menighed. Jeg fungerer, som en hver anden præst ville fungere i en menighed. Jeg har bare en lille menighed, som består af den kongelige familie, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Til hverdag er Henrik Wigh-Poulsen biskop i Aarhus Stift.

- Så det er en ekstra funktion, som jeg er blevet bedt om at varetage. Den har jeg fået, og det gør jeg med stor glæde.

Biskoppen overtog embedet i 2018 efter sin forgænger, Erik Norman Svendsen.

Da kong Frederik den 14. januar overtog tronen fra dronning Margrethe, blev den nye regents valgsprog afsløret.

Det lyder: "Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark".

Det har vakt undren, at kristendommen og "Gud" ikke er nævnt i kong Frederiks valgsprog, som det var i hans mors.

Dronning Margrethes valgsprog lød: "Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke".

Men Henrik Wigh-Poulsen bakkede tirsdag i B.T. kong Frederik op for at vælge ordet "forbundne":

- Jeg synes, at det er rigtig godt. Det med Gud handler jo ikke bare om store ord og signaler. Det har vi rigeligt af.

- Hvis jeg skal sige det lidt fromt, så handler det om livet, Gud har givet os. Det liv handler om, at vi skal være forbundne, så jeg synes, at ordet "forbundne" er hammergodt.

I anledning af tronskiftet skal Henrik Wigh-Poulsen søndag forestå en festgudstjeneste, som kong Frederik har besluttet, skal foregå i Aarhus Domkirke. Den begynder klokken 14.

I forbindelse med festgudstjenesten vil kong Frederik og dronning Mary desuden køre i kortege fra Marselisborg Slot, ind til midtbyen og tilbage igen.

Sponsoreret indhold