
Bekræftet: Prinsesse Märtha Louises datter Leah Isadora Behn med i ”Forræder”

LÆS OGSÅ: Kongefamilien fik kendis-hjælp til Royal Run
For lidt under to uger siden blev Nicky Andersen og Ali Jassem kåret som vinderne af ”Forræder”.
Tv-programmet er ikke kun et hit i Danmark, men er også gået rent ind hos seerne i rigtige mange andre lande.
Blandt andet i Norge, hvor femte sæson har premiere til efteråret.
Og her er der – selvfølgelig – mange kendte ansigter bag castet.
Men foruden influenceren Sophie Elise Isachsen, er det en anden kvinde, som overrasker.
Der bliver nemlig drysset med royalt støv i den nye sæson, da 20-årige Leah Isadora Behn har takket ja til at være med.
Det skriver norsk TV 2.
I beskrivelsen står Leah Isadora Behns titel som ”influencer”, men hun er lige så meget kendt for at være prinsesse Märtha Louises datter.
Med andre ord er det altså det norske kongepars barnebarn, som meget snart er at finde på tv-skærmen i bedste sendetid.
- Jeg besluttede mig for at prøve noget helt nyt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg er med for at udfordre mig selv, og jeg har set de andre sæsoner. Men det er så uforudsigeligt, og de er rigtig gode til at lave alle sæsoner unikke, siger hun til norsk TV 2.
