Kongelige10. august 2023

Bekræftet: Dronning Margrethe skal til Aarhus Festuge

Når Aarhus Festuge åbner den 25. august, vil det være med deltagelse af dronning Margrethe
Dronning Margrethe er klar til Aarhus Festuge.
Dronning Margrethe er klar til Aarhus Festuge.
 Foto: Hanne Juul

Når Aarhus Festuge åbner den 25. august, vil det være med deltagelse af dronningen.

Det skriver Aarhus Festuge i en pressemeddelelse.

Dronning Magrethe deltager i gallaåbningen som protektor for Aarhus Festuge.

Sammen med borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil dronningen holde tale for at markere starten på ti dages fejring af kulturen.

I forbindelse med gallaåbningen er der i år sat 400 billetter til salg til offentligheden, som kan deltage sammen med dronningen og særligt inviterede personer.

Her vil den catalanske teatergruppe Insectotròpics optræde med en fortolkning af den græske myte om Orfeus i Musikhusets Store Sal.

Den antikke fortællings tematisering af kærlighed og døden væves sammen med spørgsmål om sociale medier og den digitale verdens påvirkning på vores fysiske virkelighed, skriver Aarhus Festuge.

Festugen finder sted fra den 25. august til den 3. september under det nye treårige tema "Mind the Gap". Her vil der være en lang række arrangementer fra både ind- og udland.

Aarhus Festuge blev afholdt første gang i 1965 og er en af Nordeuropas største kulturbegivenheder.

Dronningen er hvert år inviteret til at åbne gallaen, der holdes den første fredag i Festugen.

Den aarhusianske kulturbegivenhed hylder forskellighed blandt mennesker og er derfor en del af "Take a Stand"-bevægelsen ifølge Festugens hjemmeside.

Bevægelsen fremmer tolerance ved at give plads og taletid til alle uanset kultur, køn, race, religion, seksualitet og baggrund.

Sponsoreret indhold