Afslører programmet: Sådan bliver kong Frederiks lynvisit til Grønland

Det er ikke bare en høflighedsvisit. Det er en mission.
For når kong Frederik på onsdag den 18. februar sætter fødderne på asfalten i Nuuk Lufthavn, træder han direkte ind i en af de mest betændte politiske kriser i nyere tid.
Programmet, som kongehuset netop har offentliggjort, afslører en konge, der går i formel krig for stedet, som Donald Trump fortsat kaster lystne blikke mod.
Turen starter med hovedstaden Nuuk, hvor de grønlandske sværvægtere - den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen og formanden for Grønlands parlament Kim Kielsen - står klar til at modtage monarken.
Torsdag skifter scenen fra diplomati til de mindre samfund. Kongen flyver 140 kilometer mod nord til Maniitsoq på vestkysten.
Her skal han ud i den rå, grønlandske virkelighed og møde befolkningen i øjenhøjde, før turen samme aften går videre til Kangerlussuaq.
Her kommer det til at handle om dansk suverænitet, der bliver skåret ud i pap, når fredagen bruges hos Arktisk Basisuddannelse.
Besøget på uddannelsen, hvor unge grønlændere og danskere træner side om side, sender i hvert fald et ret klart signal til omverdenen om, hvem der har retten til området.
Så selvom præsident Trump for en tid har dæmpet sine trusler om told, bliver kongens lynvisit en klar markering af, at Grønland stadig ikke er til salg.