YouTube-parret Shane Dawson og Ryland Adams skal være forældre: Afslører både køn og navne

Den kontroversielle YouTuber Shane Dawson, 34, har endelig lidt gode nyheder at bringe.
Sammen med sin mand, 32-årige Ryland Adams, der også laver YouTube-videoer, kan han glæde sig over, at han skal være far.
Det fortæller parret om i en ny YouTube-video som er blevet uploadet til Ryland Adams kanal.
- Så i dag havde vi et meget spændende møde med vores fertilitetslæge. Vi er tæt på. Vi er næsten ved målstregen, fortæller de blandt andet i videoen.
I videoen fortæller Shane Dawson og Ryland Adams om processen, hvor de altså får hjælp af en rugemor.
I samtalen med lægen blev de to mest optimale embryoner valgt, og det ene embryon bærer Shane Dawsons sæd, imens det andet bærer Ryland Adams’.
De to embryoner, som altså er stadiet i den helt tidlige udviklingsfase, viser sig begge at være drenge.
Og imens flere venter med at afsløre køn, navn og meget andet, har parret valgt at smide alle kortene på bordet, og derfor er navnene mere eller mindre også på plads.
Således fortæller de, at navnene til de to drenge lige nu står til at blive Jetson og Max.
Shane og Ryland har også mødt rugemoren for første gang, og ifølge dem gik opsætningen af de to embryoner også godt.
Kontroversielle Shane Dawson
Den 12. januar afslørede Shane Dawson og Ryland Adams i en YouTube-video, at de var blevet gift.
Med næsten 20 millioner subscribers på YouTube er Shane Dawson ikke hvem som helst i YouTube-universet.
Men på cv’et er også en række skandaler, og i 2020 røg han ud i en shitstorm.
Årsagen var, at flere af hans gamle videoer blev gravet frem, hvorefter han blev anklaget for blandt andet racistiske og andre upassende udtalelser.
De mange kontroversielle kommentarer betød, at han på internetslang blev "cancelled", og derfor mistede han et hav af sine subscribers og partnerskaber med forskellige firmaer.