Kendte6. december 2022

YouTube-kendis forulempet for åben skærm

En koreansk YouTuber og Twitch-stjerne blev antastet på åben gade, mens hun filmede og sendte live til sine følgere
Her tager den ene mand armen rundt om halsen på YouTuber'en og forsøger at slæbe hende med.
Her tager den ene mand armen rundt om halsen på YouTuber'en og forsøger at slæbe hende med.
 Foto: Screenshot

Over 2,1 millioner.

Det er så mange gange, en video af den koreanske YouTuber og Twitch-stjerne Mhyochi er blevet set de seneste par dage.

I videoen kan man se, hvordan den 24-årige kendis går rundt på gaden i Mumbai, Indien, mens hun filmer sig selv.

Hun går og passer sig selv og er på vej hjem til sit hotel, da hun bliver forulempet af to mænd.

I videoen kan man se, hvordan den ene af mændene helt umotiveret går hen og tager armen rundt om Mhyochis hals og kysser hende på kinden.

Den anden mand råber: "Jeg elsker dig", mens de begge prøver at hive hende med sig hen til deres motorcykel, alt i mens hun ihærdigt forsøger at undslippe dem.

- Hvor skal vi hen? Nej, nej, nej!, kan man høre hende sige til mændene i videoen, som kan ses herunder:

Ifølge BBC fandt episoden sted tirsdag aften kort før midnat lokal tid.

Det britiske medie skriver, at mændene blev identificeret og anholdt for at have forulempet den unge YouTuber, efter videoen gik viralt online.

Mhyochi, hvis borgerlige navn er Hyojeong Park, har efterfølgende udtalt til India Today, at hun hun var i chok, da mændene hev fat i hende.

- De fulgte efter mig til mit hotel og bad om mit nummer, siger hun og fortsætter:

- Jeg gav dem et falsk nummer for at slippe væk og prøvede mit bedste på at deeskalere situationen, men han tog fat i mig og begyndte at hive mig med.

Ifølge YouTuber'en blev hun reddet af en af sine følgere, som befandt sig i nærheden og så med på hendes livestreaming.

Personen hev sin ven med derhen og fik stoppet de to mænd.

Sponsoreret indhold