Kendte19. februar 2020

"X Factor" i modvind: Seertal styrtdykker

Underholdningsprogrammet trækker ikke nær så mange seere til som hidtil
https://imgix.seoghoer.dk/x_factor_gko.jpg
 (Foto: Gregers Overvad)

Når "X Factor" på fredag skyder liveshows i gang, bliver der noget at leve op til.

Det populære TV 2-programs seertal indtil nu er nemlig væsentlig lavere end sidste år. Det skriver Mediawatch.

Seertallene fra Kantar Gallup viser, at da TV 2 sidste år overtog "X Factor", var det med seertal, der lå over en million hver uge.

I år er niveauet dalet betydeligt, og det er kun et par uger, hvor seertallene har rundet millionen.

Kanalchef for TV 2, Dorthe Thirstrup, er trods nedgangen tilfreds med "X Factors" seertal, da det fortsat er Danmarks mest populære underholdningsprogram, fortæller hun i en skriftlig meddelelse til Mediawatch.

- Vi havde på forhånd forventet et lavere seerniveau i 2020, fordi der i 2019 var stort hype og enorm forhåndsinteresse for den første "X Factor"-sæson på TV 2. Efter sidste års åbningsprogram med 1,4 millioner seere var der medvind for tv-seningen i januar 2019, hvor håndboldherrerne begejstrede alle og vandt VM, forklarer Thirstrup yderligere.

I år har der også været EM for håndboldherrerne, men der gik det ikke lige så godt som til VM, og det er ifølge kanalchefen også her, forklaring for "X Factor"s seertalsflugt skal findes.

Kanalchefen påpeger yderligere, at flere vælger at streame og ikke se traditionelt flow-TV, og det har også indflydelse på live-seertallene.

Sponsoreret indhold