Kendte22. februar 2024

Wendy Mitchell har tabt kampen: – Hvis du læser dette, er jeg død

Den britiske forfatter Wendy Mitchell har tabt kampen til demens. I forbindelse med dødsfaldet har familien delt forfatterens rørende sidste ord
Wendy Mitchell
Den britiske forfatter Wendy Mitchell har tabt kampen til demens. Hun blev 68 år.
 Foto: Ken Mckay/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Hun talte åbent og ærligt om sin kamp mod demens. Hun skrev flere bøger om sygdommen og holdt modet oppe til det allersidste.

Nu har den britiske forfatter Wendy Mitchell så sat det sidste punktum. Tidligere i dag sov hun stille ind i en alder af 68 år.

Det oplyser hendes døtre på det sociale medie X.

I forbindelse med dødsfaldet har døtrene også valgt at dele forfatterens sidste ord, som nu er blevet offentliggjort på hendes blog.

Her skriver den nu afdøde Wendy Mitchell under overskriften: ”Mit sidste kram i en kop”:

– Hvis du læser dette, betyder det, at dette sandsynligvis er blevet delt af mine døtre, da jeg desværre er død. Beklager at overbringe dig nyheden på denne måde, men hvis jeg ikke havde gjort det på denne måde, ville min indbakke til sidst have været fyldt med e-mails og spørgsmål, om jeg var okay, hvilket ville have været svært for mine døtre at svare på …, skriver Wendy Mitchell.

Hun tilføjer, at hun slet og ret valgte at give slip på livet ved ikke at spise eller drikke.

Wendy Mitchell blev diagnosticeret med Alzheimer i juli 2014. Efter demensdiagnosen fortsatte hun ufortrødent sin forfatterkarriere. I 2018 høstede hendes memoir “Somebody I Used To Know” stor ros, og fire år senere imponerede hun også med bogen ”What I Wish I Knew About Dementia”.

Hendes tredje og altså også sidste bog “One Last Thing: Living With The End In Mind” forventes at udkomme næste uge.

Sponsoreret indhold