Kendte9. august 2022

Warnøes revanche

Forretningsmanden Peter Warnøe leverer efter en tumult tid et årsregnskab med store plusser.
Peter Warnøe har god grund til at juble.
Peter Warnøe har god grund til at juble.
 Foto: Dan Mariegaard

Peter Warnøe har det som korkproppen, der altid ender med at flyde oven på.

Årsregnskabet for den 58-årige iværksætters anpartsselskab Oyster Invest understreger, at Peter Warnøe ikke går til bunds, selv om der er stormvejr omkring ham.

Oyster Invest, som er 100 procent ejet af Peter Warnøe, afsluttede nemlig 2021 med et overskud på 14,5 mio. kr. efter skat.

Oyster Invest er moderselskab for flere af Warnøes firmaer - blandt andet Oyster Estate Dubai, der investerer i fast ejendom i Dubai.

Den tidlige Løvens Hule-investor har været igennem en turbulent tid, hvor han blev anklaget for at have optaget ulovlige lån. Desuden følte en forretningspartner sig snydt. Balladen betød, at Peter Warnøe trak sig som investor i Løvens Hule - at tv-karrieren blev amputeret havde ikke den store betydning, for hans investeringer var til at overse.

Skattemyndighederne valgte at få et tilgodehavende på syv millioner kroner tinglyst i Warnøes rækkehus i Hellerup og forleden fik Skat og de øvrige kreditorer deres penge, da det lykkedes Warnøe at sælge sin luksusbolig for 31 mio. kr.

Årsregnskabet for Oyster Invest varsler nye tider og Peter Warnøe kan glæde sig over, at egenkapitalen i pengetanken på et enkelt år er vokset fra 4,1 mio. til 18,6 mio. kr.

Sponsoreret indhold