Kendte10. marts 2023

Wafande er chokeret over "Hyggeracismen"- Jeg har fået nok

Musikeren sender et klart budskab til sine mange følgere
Selvom Wafande bliver bakket op i sin  beslutning om at boykotte Ree Park Safari, så har han fået nok af "hyggeracismen"
Selvom Wafande bliver bakket op i sin beslutning om at boykotte Ree Park Safari, så har han fået nok af "hyggeracismen"
 Foto: Ritzau Scanpix

Torsdag meldte Wafande ud, at han boykotter Ree Park Safari på grund af kontroversielle udtalelser fra parkens stifter, Karsten Ree.

Wafande skulle nemlig have optrådt i parken til sommer, men det har han valgt at afblæse, efter Karsten Ree i et interview på den røde løber, ifølge Wafande, gjorde brug af racistiske vendinger.

Og siden da er det væltet ind med kommentarer, der sympatiserer med musikerens beslutning.

Men på trods af den store støtte, så er der også flere, der forholder sig skeptiske.

I kommentarsporet til Wafandes oprindelige opslag skriver flere nemlig, at Karsten Rees udtalelser ikke er racistiske.

- Jeg leger med negerne

Karsten og Janni Ree blev i februar interviewet på den røde løber.

Her parret bliver spurgt ind til deres nylige tur til Afrika, hvortil Karsten Ree svarer, at han har brugt tid på at "lege med negerne".

"Jeg lærer dem at arbejde", lyder det fra rigmanden, hvorefter Janni Ree bryder ud i latter.

Da den fremmødte presse spørger, om den udtalelse ikke er en smule småracistisk, benægter Karsten Ree med den forklaring, at negro betyder sort på latin og derfor er den korrekte betegnelse for sorte mennesker.

På samme måde som han kalder "grønlændere for grønlændere" og "danskere for danskere".

Og det ryster den 40-årige musiker, at flere stadig insisterer på at gøre brug af nedsættende sprogbrug om andre mennesker.

- Jeg er chokeret over, hvor mange der stadig synes, at det er det helt på sin plads og ”i orden”, lyder det fra Wafande i en ny melding på Instagram.

- Jeg har fået nok af bortforklaringer og retfærdiggørelse af noget, der bude være så logisk. Din mening er din, og min er min, men det mindste vi kan gøre er at snakke om vores forskelligheder med respekt for hinanden, skriver han videre.

Og til sidst opfordrer Wafande sine følgere til at forlade hans platform, hvis ikke de forstår budskabet, efterfulgt af hashtagget #stopracisme.

SE og HØR har forgæves forsøgt at række ud til Wafande for en uddybende kommentar.

Ligeledes har SE og Hør forsøgt at få en kommentar fra Karsten Ree, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Sponsoreret indhold