
Voldsomt dyk i Rasmus Seebachs indtjening
LÆS OGSÅ: Afslører vildt samarbejde - sker i år
I mange år har 45-årige Rasmus Seebach været nærmest urørlig som kongen af dansk pop.
Enorme mængder af fans er væltet ind til popkongens koncerter og millioner af kroner er trillet ind på kontoen.
Men det seneste regnskab for rimsmedens firma RCS Road ApS tyder på et karrieremæssigt pitstop.
I hvert fald dykkede indtjeningen bemærkelsesværdigt i det seneste regnskabsår, som løber fra 1. juli 2024 til 30. juni 2025.
Bruttofortjenesten fald fra godt 9 mio. kr. til knap 6,3 mio. kr.
Samtidig steg lønnen til firmaets eneste ansatte fra lidt over 1,3 mio. kr. til næsten fire mio kr.
De finansielle indtægter i RCS Road faldt også; fra en smule over 98.000 kr. til godt 15.000 kr.
Indkomståret 2024/25 ender med et beskedent overskud på 1,7 mio. kr. efter skat. Forrige år var det på over 6 mio. kr.
Der står intet om det i regnskabet, men muligvis er faldet i indtjeningen påvirket af, at Rasmus Seebach og Julie Teglhus i 2024 blev forældre til deres tredje barn.
Den gode nyhed for 2025 er, at Rasmus Seebach og hans 48-årige storebror Nicolai efter længere tids uenighed om, hvordan indtjeningen fra musikken skal fordeles, igen er på talefod.
Og hvis brødrene kan finde tilbage i det musikalske samarbejde, som de havde tidligere, kan sidste års lidt tamme indtjening måske få en opblomstring.
Selv om indtjeningen faldt i 2024/25, så led formuen i RCS Road ikke overlast. Den voksede faktisk en smule; fra 7,1 til 8,8 mio. kr.
Rasmus Seebach ejer også anpartssselskabet RCS Drift, som ejer rettighederne til Seebachs musik. RCS Drift leverede et overskud på lidt over en mio.kr.
RCS Road og RCS Drift er ejet af RCS Holding, som har en egenkapital på 10,6 mio. kr.
